Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Da EU-Parlamentet vedtog den dybt problematiske deportationspakke, kneb jeg og mange andre en tåre. Det gjorde vi, fordi det desværre var en afstemning, der satte streg under, at et nyt kapitel skal til at skrives i EU’s historie. Desværre et af den slags kapitler vi bestemt burde have været foruden, og et kapitel der kan komme til at fremstå som et af de sortere kapitler i den Europæiske Unions historie.

Det er et udsagn, der sikkert er nogle, der vil skynde sig at hævde, er overdrevet, men lad mig forklare hvorfor det, der blev vedtaget, er så slemt, og endda på to ret forskellige punkter, og med to forskellige priser der skal betales.

Den første pris: betaling fra de mest udsatte

En af ting der gør mig både arrig og deprimeret over hele dette forslag er, at det ikke alene handler om populistisk retorik og handlen, men at det sker på bekostning af nogle af de mest udsatte mennesker.