Daginstitutioner

Politiet bekræfter anmeldelse: Undersøger henvendelse om muligt overgreb i børnehave

Kommune undersøger sag om muligt overgreb i børnehave

Arkivfoto: Martin Damgård

Opdateret 26. september 2023 kl. 19:39

Opdateret med en kommentar fra Nordjyllands Politi kl. 16.09.

I løbet af weekenden har Aalborg Kommune undersøgt en sag om et muligt overgreb i en børnehave. 

- Vi får en henvendelse fra et forældrepar, som fortæller ting, der gør, vi reagerer og samarbejder med relevante parter - herunder blandt andet politiet, fortæller dagtilbudschef Merete Villsen, fra Aalborg Kommune. 

Henvendelsen kom fredag. 

Nu bliver sagen undersøgt, og i mellemtiden er personale og forældre til børn i børnehaven blevet orienteret. 

En medarbejder er foreløbigt sendt hjem i forbindelse med sagen. 

Personalet blev ifølge Merete Villsen informeret mandag, og forældrene modtager i løbet af mandag et brev om situationen.

Desuden er børnehavens pædagogiske leder og dagtilbudsleder til stede i børnehaven mandag for at tale med eventuelle bekymrede forældre og ansatte. 

For børnene tilstræber man dog, at dagen er fuldstændigt som vanligt. 

- Vi passer på børnene, og dagligdagen er fuldstændig, som den plejer, fortæller Merete Villsen. 

Hun ved endnu ikke, hvornår der foreligger et resultat af undersøgelserne og dermed heller ikke, hvad der mere skal ske i sagen. 

Det afhænger blandt andet af politiets undersøgelser. 

Fra pressechef hos Nordjyllands Politi, Christian Brinck, lyder det i en mail:

- Nordjyllands Politi kan bekræfte, at vi fredag den 22. september har modtaget en anmeldelse fra Aalborg Kommune – og politiet har på den baggrund indledt en undersøgelse af, hvorvidt det er sket et strafbart forhold.

- Af hensynet til den igangværende efterforskning har vi ingen yderligere kommentarer.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden