Medarbejderne har mistet tilliden
Flere skandalesager i det nordjyske akutberedskab får nu medarbejderne til at reagere
Opdateret 26. august 2024 kl. 15:23
De er de øverste ansvarlige for det nordjyske akutberedskab.
Men den seneste tid har de to topdirektører skulle forholde sig til andet end ambulancer og blå blink.
Fredag eftermiddag har en gruppe faglige repræsentanter fra Den Præhospitale Virksomhed sendt et brev til regionsrådspolitikerne i Region Nordjylland.
I brevet skriver de, at de ikke længere har tillid til præhospital direktør Peter Larsen og lægefaglig direktør Martin Rostgaard-Knudsen.
"Der er ikke længere tillid til de to nævnte direktører i DPV (Den Præhospitale Virksomhed, red.), der efter gruppens opfattelse har udvist dårlig håndtering af den i medierne omtalte krænkelsessag og manglende dømmekraft ift. samtidig ansættelse som lægefaglig direktør og konsulent på akutlægebilen. I begge tilfælde er det gruppens opfattelse at de to nævnte direktører ikke har ageret efter regionens ITOP-værdier", skriver de blandt andet i brevet, som Nordjyske er kommet i besiddelse af.
- Indflydelse: Vi tager fælles ansvar for aktivt samarbejde og en åben dialog
- Tillid: Vi har gensidig tillid uanset om samarbejdsrelationerne er op, ned eller til siden
- Ordentlighed: Vi udviser gensidig respekt, og er ordentlige i det vi siger og gør
- Professionalisme: Vi er professionelle og løser vores opgaver med høj faglighed og kvalitet
Slikket på og fyret
Den første sag, de faglige repræsentanter henviser til, handler om Martin Rostgaard-Knudsens ageren til en julefrokost, hvor han fastholdt og slikkede på en nyansat mellemleder.
Den lægefaglige direktør blev efterfølgende sanktioneret med en skriftlig advarsel, men den kvindelige mellemleder oplevede, at hun blev presset til at trække sin klage over direktøren tilbage.
Presset på hende blev til sidst så stort, at hun sygemeldte sig, og hun blev efterfølgende afskediget af regionen.
Dobbeltløn
Den anden sag omhandler også den lægefaglige direktør Martin Rostgaard-Knudsen, som i en lang periode kørte lægebil ved siden af sit direktørjob.
Nordjyske kunne afsløre, at den lægefaglige direktør tog vagter i lægebilen på hverdage, hvor man ellers kunne forvente, at han mødte ind på sit direktørjob.
En ordning som sikrede ham en merindtægt på over 800.000 kroner.
Det blev kritiseret af både FOA og fra politisk hold.
Region Nordjylland oplyste kort efter afsløringen, at Martin Rostgaard-Knudsens vagter i lægebilen var blevet udfaset.
Manglende reaktion
Hverken Peter Larsen eller Martin Rostgaard-Knudsen har ønsket at stille op til interview om sagerne, og det er den manglende reaktion på afsløringerne, der nu får medarbejderne til at reagere.
"Efter en længere periode uden nogen form for reaktion fra hverken ledelse eller politikere, er der nu blandt kollegerne i ambulance, patienttransport og de øvrige præhospitale enheder, ikke længere en tro på at der kan skabes den tillid og troværdighed, der er nødvendig for at etablere et godt samarbejde mellem de to nævnte direktører og gruppen", skriver de i brevet.
Region Nordjylland oplyser, at Peter Larsen er sygemeldt, og det derfor ikke er muligt at få en kommentar fra ham.
Det har heller har været muligt at få en kommentar fra Martin Rostgaard-Knudsen.
Hele historien begyndte at rulle, da Nordjyske kunne fortælle historien om en kvindelig mellemleder, som blev udsat for grænseoverskridende adfærd til en julefrokost. Den kan du læse herunder.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.