Leder

Lederskribent: Mettes mentale håndkantsslag

På hvis vegne har statsministeren handlet i sagen om vaccine-udflugten til Israel?

Statsminister Mette Frederiksen, den israelske premierminister Benjamin Netanyahu (th.) og den østrigske kansler, Sebastian Kurz (i midten). Foto: Dragan Tatic/Ritzau Scanpix

Statsminister Mette Frederiksen, den israelske premierminister Benjamin Netanyahu (th.) og den østrigske kansler, Sebastian Kurz (i midten). Foto: Dragan Tatic/Ritzau Scanpix

Af debatredaktør Ove Nørhave, NORDJYSKE Medier

”Der er ikke givet et fysisk håndtryk - men der er givet et mentalt, om man vil, holdningsmæssigt håndtryk i forhold til at gå videre på produktionskapacitet”.

Så er det sagt. Af Danmarks stadig mere enerådige statsminister, Mette Frederiksen (S), når hun skal prøve at (bort)forklare, hvad det overordnede formål egentlig har været med den lille, hurtige udflugt til Israel for at mødes med dels den lokale premierminister Benjamin Netanyahu, dels Østrigs konservative forbundskansler Sebastian Kurz.

Ideen er tilsyneladende at skabe et strategisk samarbejde, et såkaldt partnerskab, om at producere vacciner sammen.

”Vi skal have et stærkere forsvar mod sundhedskriser, som truer vores samfund, sundhed og økonomi”, som statsministeren har skrevet på Facebook - et af hendes foretrukne kommunikationsmidler, hvor man godt kan risikere at blive talt imod, men i det mindste kan vælge at ignorere alle mulige irriterende (altså kritiske) spørgsmål.

For stort set alle andre end Mette Frederiksen og hendes allernærmeste ligner trekants-alliancen med Israel og Østrig dårligt nok et mentalt håndtryk - men snarere et mentalt håndkantsslag, ikke bare til andre EU-lande, men også til hjemlige politikere fra de partier, der i bemærkelsesværdig grad har valgt at følge statsministeren i tyndt og tyndere.

Først og fremmest er selve beslutningen om at sætte gang i en statslig medicinproduktion - i et land, der under stort ståhej solgte den slags ud af og væk fra Statens Serum Institut for ganske år siden - ikke aftalt med nogen som helst.

Statslig produktion har ikke været genstand for nogen form for offentlig diskussion, ikke engang blandt politikere, der i stadig højere grad finder sig i at blive orienteret, når en beslutning er blevet truffet.

Hvad var der i vejen for at drøfte, om statslig medicinproduktion i det hele taget kan betale sig? Er det for eksempel garanti for større sikkerhed i leverance og lavere priser?

I en verden og virkelighed, som alle lande er malet ildevarslende røde, og hvor al udrejse frarådes, har statsministeren - der har gjort forsigtighedsprincip til sit eget princip (på andres vegne) - valgt at tage til Israel, selv om yderst luftige hensigtserklæringer om engang på et tidspunkt at gå i gang med at producere medicin på egen hånd snildt kunne have været aftalt virtuelt (så havde man også undgået karantæne - og forsinkelse i de videre forhandlinger om at genåbne Danmark).

Men det havde der naturligvis ikke været helt så mange billeder og videoklip - og dermed helt så stor offentlig opmærksomhed - i.

På hvis vegne har statsministeren egentlig handlet? På folkesundhedens vegne - for så kunne man på anden måde have presset på for mere medicin - eller på egne vegne?

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.