Leder

Mest til gavn for Arne eller Mette?

Udspillet om tidlig pension blev sublimt præsenteret, men det mangler for alvor indhold i forhold til nedslidte danskere

Præcisering: I denne leder kunne det fremstå som om, at det var den danske finanssektor, der var årsag til finanskrisen. Men som Knud E. Thomsen, Vadum, gør opmærksom på, var det krakket i den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers i 2008, der førte til krisen. Han tilføjer også, at det er ukorrekt, når jeg skriver, at bankpakkerne var en stor udgift for de danske skatteborgere og henviser til en opgørelse fra Erhvervsministeriet, der viser, at bankpakkerne endte med et nettoprovenu for staten på 17 mia. kr. Jeg beklager den uklare formulering og fejlen.

Et 12-tal.

Hvis politisk håndværk var en disciplin, der blev uddelt karakterer i, ville statsminister Mette Frederiksen, regeringen og det socialdemokratiske partiapparat få topkarakter for håndteringen af udspillet om tidlig pension, som blev præsenteret i ugen, der gik. Så ubetinget.

For det første kunne statsministeren sole sig i den egenskab at være ordholden - noget politikere ellers har ry for ikke at være, og da ikke mindst hendes socialdemokratiske forgænger på posten, Helle Thorning-Schmidt, som igennem sine fire år som landets statsminister konstant slog hovedet mod en mur af påståede løftebrud. Nej, allerede under valgkampen slog Mette Frederiksen fast, at nu skulle det være ”Arnes tur”. Og det blev det altså, selv om han nok lige må vente et par år endnu.

For det andet var scenen for lanceringen af udspillet sat på slagteriet i Horsens. Netop en branche, hvor nedslidning er et kendt fænomen, og hvor statsministeren nok var på en stærk hjemmebane i forhold til sine vælgere og kunne konstatere, at det er mennesker, der har været med til at bygge det Danmark, vi kender, op, som får gavn af denne ordning.

For det tredje sendte hun en del af regningen videre til den finanssektor, der i disse år har et blakket ry som værende ansvarlig for finanskrisen med en stor udgift til skatteborgerne som konsekvens, med flere hvidvasksager i porteføljen og i det hele taget bare for at være grådig og smide gebyr på gebyr i ansigtet på kunderne.

For det fjerde satte statsministeren de andre partier på Christiansborg skakmat. Ingen kunne reelt være imod udspillet, for så ville de stå med æren for ikke at ville de udslidte danskere det gode - og hvem kan være imod det? - og godt nok kunne nogle kræve en stærkere ordning, men det kunne tolkes som økonomisk uansvarlighed.

Sidst, men ikke mindst, var bryggerimedarbejder Arne godt castet til at udtrykke sin store tilfredshed på egne og dermed den helt almindelige danskers vegne. Og i annoncer og debatindlæg i dagene, der fulgte præsentationen, roste Socialdemokraterne sig selv for veludført gerning.

Den manøvre kan der ikke sættes en finger på. En velgennemført kampagne til ug med kryds og slange.

Men hvad med indholdet? Er det her en rettighed, der kommer til at gavne nedslidte danskere på en rimelig måde? Nej.

Regeringen har gentagne gange slået fast, at det er vigtigt med objektive kriterier, så der ikke er tvivl om, hvem der kan bruge ordningen til at trække sig tilbage.

Men netop objektivitet harmonerer slet med, hvornår et menneske ikke kan klare sit arbejde mere. Hvorfor er det lige 42 år på arbejdsmarkedet, der er grænsen? Hvad med murerarbejdsmanden, der har brugt sine knæ, ryg og skuldre op efter 37 år, politimanden, der mentalt ikke kan klare mere efter 27, eller socialrådgiveren, der knækker sammen under en bundløs sagspukkel efter 17 år? Hvad med den selvstændige tømrermestrer, der har knoklet på i sine 42 år, taget det ekstra slæb i trange tider og siddet med regnskaberne i weekenden, men som ikke kan vise overskud i alle årene, og dermed ikke kan komme i betragtning til tidlig pension? Og hvorfor tæller deltidsarbejde som fuldtid, når det netop er sliddet på arbejdsmarkedet, der skal honoreres?

Det er individuelt, hvornår et menneske ikke kan mere. Derfor kræver det en vurdering i hvert enkelt tilfælde - måske findes den mulighed allerede i forvejen, men så er der ingen grund til at indføre en ekstra rettighed. Det er blot en efterlønsordning i light udgave, dyr for samfundet og med ekstra bureaukrati som konsekvens.

Vil vi reelt gøre noget ved nedslidningen og stressproblemerne i samfundet, skal vi generelt se på, hvordan arbejdslivet er skruet sammen: Harmonerer det for børnefamilierne? Har vi seniorordninger, så vi holder kompetent arbejdskraft i job på vilkår, modne medarbejdere kan være i? Er vi skarpe nok på at få flygtninge og indvandrere i job? Er vi i det hele taget dygtige nok til at holde mennesker i et arbejde, hvor det giver mening i forhold til deres livssituation generelt, og på den måde sikre, at vi ikke kommer til at mangle arbejdskraft? Og hvis den indsats koster ekstra, skal vi alle være med til at betale - ikke en enkelt sektor som bankverdenen, det er ikke anstændigt.

Så nej. Set i det lys rykker regeringens udspil om ret til tidlig pension ingenting. Det er en veludført krusning på den politiske overflade, men målt på indhold er det til karakteren 00. Det kræver mod at gå i dybden og søge løsninger, så mennesker trives bedre i livet med at arbejde, og finde ordninger, så det er muligt at træde ud, hvis det ikke længere kan lade sig gøre.

Set i det lys er udspillet om tidlig pension ikke til gavn for Arne, men mere et veludført småpopulistisk stunt til gavn for Mette, der nok ikke har planer om at gå tidligt på pension.

God søndag

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.