Mette Frederiksen fik ret. Men førte det til grundlovsbrud?
Statsministeren tvivlede tidligt på, om Fødevarestyrelsen tog mink-smitte alvorlig nok

Mette Frederiksen skal afhøres i mink-sagen i december. Arkivfoto: Bente Poder
- Ok. Vil dog betvivle, om det er nok, skrev Mette Frederiksen i en mail sendt en sen sommeraften sidste år.
Det var et svar på en mail, som statsministeren knapt to timer før - klokken 21.14, 19. juni - havde fået fra sin sekretær. Her bliver statsministeren orienteret om, hvad Fødevarestyrelsen vil gøre, efter at der få dage forinden for første gang er blevet fundet corona-smitte blandt mink på en farm ved Sindal.
Og Mette Frederiksen fik ret.
Den overvågningsstrategi, som Fødevarestyrelsen foreslog, viste sig langt fra at være nok. Skulle smitten blandt mink slås ned, skulle der helt andre midler til, og knapt fem måneder senere valgte regeringen så det mest drastiske. Alle danske mink - omtrent 15 millioner - skulle aflives, lød beskeden fra statsministeren på et pressemøde 4. november.
Det var en beslutning, der ikke kan sammenlignes med mange andre i dansk historie. Et helt erhverv - inklusive tusindvis af arbejdspladser og en milliardomsætning - måtte dø.
Så direkte blev det ikke sagt på pressemødet, men få var i tvivl om, at det ville blive udfaldet.
Mink var - lød det fra SSI i en rapport - en trussel for folkesundheden, derfor var der ingen vej udenom at slå alle mink ihjel.
Så længe der var mink, ville der være et såkaldt virus-reservoir blandt dem, og derfor besluttede regeringens koordinationsudvalg på et aftenmøde 3. november at den risiko skulle elimineres. Det ville - lød det i et internt mødereferat, som B.T. har fået fingre i - betyde en nedlukning af erhvervet.
Granskningen af begivenhederne omkring den beslutning begyndte torsdag i retten på Frederiksberg, og den omtalte mail var bare en af mange tusinde dokumenter, der vil blive lagt frem i de næste måneder.
Mailen i sig selv er ikke belastende for Mette Frederiksen - men fortæller dog om, at hun fulgte sagen tæt. Det helt centrale spørgsmål er, hvor tæt. Fulgte hun den tæt nok til, at vide, at der ikke var lovhjemmel bag beslutningen om at slå alle mink ned og dermed lukke minkbranchen?
Hvis det viser sig, at hun viste at det var en ulovlig ordre - hvad hun hidtil har benægtet - kan det i yderste konsekvens ende med rigsret og koste hende jobbet.
Lige præcis det spørgsmål kom der dog ikke noget svar på, da granskningskommissionen torsdag foretog de første afhøringer, men til gengæld blev der sat streg under, at der blandt embedsfolk i både Fødevarestyrelsen og Fødevareministeriet ikke var den store tvivl om, at der ikke var lovhjemmel til at nedlægge minkerhvervet.
Allerede i august blev der blandt myndighederne snakket om, at det kunne blive nødvendigt at slå alle mink ihjel, men allerede på det tidspunkt var det klart for embedsmændene i Fødevareministeriet, at der ikke var lovhjemmel til at slå raske dyr ihjel.
Skulle raske dyr beordres aflivet ihjel, var det - lød vurderingen i Fødevareministeriet - nødvendig med en ny lovgivning.
Vil også gerne af med dem
I det tidlige efterår var der allerede godt gang i minkaflivninger i Nordjylland. Myndighederne havde indført risikozoner, der betød, at alle mink inden for en radius af 7,8 kilometer fra en smittet farm skulle aflives, og det ramte mange nordjyske minkfarmere.
Aflivningen var en kaotisk affære - det vitterligt flød med døde mink rundt omkring - men aflivningerne skete med hjemmel til i lov om hold af dyr.
Men hele situationen ændrede sig, da forskerne på Aalborg Universitet fandt den berømte cluster 5 mutation i 12 ud 10.000 genomsekventerede prøver. Frygten var, at den ville være resistent overfor vaccinen, og da SSI 2. november skrev rapporten om cluster 5, var det i realiteten slut med minkerhvervet.
- Tror alle mink skal væk, hvis jeres undersøgelse holder, skrev daværende departementschef i Sundhedsministeriet, Per Okkels i en sms til afdelingschef i SSI, efter at han havde læst rapporten.
- Vil også gerne af med minkene, lød hendes svar.
At der hos Statens Serum Institut ikke var tvivl om, at mink var en trussel, blev bekræftet, da daværende direktør, Kåre Mølbak blev afhørt i to timer. Hvis ikke - sagde Mølbak - aflivningen af alle mink var gået i gang ville vi haft et væsentligt større sygdomspres sidste vinter og forår.
Det lyder som et godt argument for beslutningen, men folkesundheden er bare ikke det, der skal granskes på de mange kommende dage med vidneafhøringer.
Den første af slagsen bragte ikke afgørende nyt, men understregede dog, at der - mindst - har været tale om et forbløffende kommunikationssvigt.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.