Mettes nødråb til Udenrigsministeriet: Vi kan ikke komme ud - I er nødt til at sende et fly i dag
Tiden er ved at løbe ud for læge Mette Stærkind og hendes familie. Vinduet ud af Peru lukker om få timer, og hun har gjort alt for at komme ud. Opdateret: Udenrigsministeriet oplyser, at der fortsat vil gives tilladelse til statsorganiserede flyvninger
Opdateret 12. maj 2022 kl. 14:25
PERU: Hele verden er ved at lukke ned. Hele verden er ramt af frygten for den corona-smitte, som nu raser.
I Peru sidder Mette Stærkind fra Aalborg sammen med sine to børn på et og fire år, sin mand og sin mor. Mette er læge ved Infektionsmedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, og har igennem de sidste to måneder været på kursus i Peru.
- Sidste fredag fik vi at vide, at de ville lukke med at direkte fly til Europa. Vi fik flyttet vores flybilletter i tide, så vi kunne komme via Mexico i denne uge. Men søndag aften talte præsidenten for Peru, og han sagde, at alt flytrafik ud af landet ville lukke mandag til midnat. Den sidste mulighed vi havde, var via Columbia. Det forsøgte vi mandag, men vi blev sendt tilbage til Peru, fortæller hun.
Tirsdag talte den peruvianske præsident igen.
- Han sagde, at der fortsat var lukket, men at landenes regeringer ville kunne hente deres borgere ud. Vi har kontaktet det danske udenrigsministerium, og de sagde, at vi skal forsøge at komme hjem med et rejsebureau, og at de ikke kan aftale det for os. Men det har vi jo gjort, siger Mette Stærkind.
Hun græder. Hun er ked af det. Hun og familien har gjort alt for at slippe ud af Peru.
- Vi sidder i en lejlighed med to børn. Jeg er så bange for, at mine børn ikke kan komme hjem. Vi har forsøgt alt, vi kunne. Vi har ingen andre steder at henvende os end til Udenrigsministeriet. I er nødt til at sende et fly i dag, bønfalder hun.
Midnat i Peru vil være klokken 6 mandag morgen i Danmark.
- De lukker helt ned for fly til midnat. Vi skal forsøge at komme ud nu. Vi kan ikke komme til Europa, hvis de ikke sender et fly nu, lyder det fra Mette i Peru.
Hun fortæller, at andre skandinaviske heller ikke har fået hjælp fra deres lande.
- Det er jo ikke, fordi vi ikke tror, de hjælper. Men det er bare ikke blevet til noget, siger hun og fortæller, at der i øjeblikket er 212 danskere og ca 150 svenskere i Peru.
Det bliver sværere time for time
I en skriftlig kommentar siger Erik Brøgger Rasmussen, direktør for organisation og Borgerservice, at han sagtens kan sagtens sætte sig ind i, hvor frustrerende det må være at opholde sig i Peru lige nu.
- Men de skal vide, at Udenrigsministeriet arbejder i døgndrift for at hjælpe dem. Vi er i tæt dialog med fly- og rejseselskaber og de peruvianske myndigheder. Og vi samarbejder med andre europæiske lande om at understøtte kommercielle løsninger, der kan få EU borgere hjem. Men det bliver time for time sværere og sværere at hjælpe de strandede danskere via den vej.
Udenrigsministeriet kommer med en opfordring:
- I mellemtiden opfordrer vi først og fremmest til at sørge for at finde indkvartering og skaffe rent vand og mad. Vi opfordrer alle, der opholder sig i Peru, til at bevæge sig mod Lima, hvorfra der arbejdes på at finde kommercielle flyløsninger til strandede danskere, siger Erik Brøgger Rasmussen.
Som svar på spørgsmålet om, hvad Udenrigsministeriet gør - og hvad løsningen kan blive - lyder det i et skriftligt svar til NORDJYSKE fra Erik Brøgger Rasmussen:
- Den peruvianske ambassadør har oplyst, at den peruvianske regering stadig giver tilladelse til statsorganiserede repatrieringsflyvninger efter den 22. marts. Grænsen er altså ikke hermetisk lukket. Håbet er, at få de strandede danskere ud af Peru gennem en fælles europæisk løsning. Der er i alt 10.000 europæere i Peru, så vi står ikke alene med problemet. Men med så mange mennesker spredt over et meget stort område, er det desværre en meget stor opgave at koordinere. Men de strandede danskere skal vide, at vi arbejder i døgndrift for at finde en løsning for dem.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.