Michelin-uddelingen foregik som ventet: Intet nyt til Nordjylland
Endnu en Michelin-uddeling uden nordjyske islæt. Man må næsten sige tillykke til Tabu i Aalborg og Vendia i Hjørring for ikke at blive slettet fra den nyeste udgave af guiden

Foto: Henrik Bo
Det er kun en måned siden, Jesper Koch fra Syttende bedyrede med de mest kreative argumenter, at han ikke havde haft besøg af guiden. Jeg troede også på, at man ikke kunne flytte de 400 kilo tunge borde for at gøre plads til guidens folk. Men det kunne man så alligevel, godt for Sydjylland, der kunne bryste sig af af sin sjette stjerne i regionen, der som bekendt også tæller Fyn, der dog ingen har.
Det efterlader endnu engang Nordjylland uden anden anerkendelse end de to plates til Vendia og Tabu.
Guiden har ikke været i Nordjylland i årevis.
Til madanmelder Søren Frank siger guidens folk åbenbart, at provinsens niveau er for ringe. Sikke noget pjat, det ved de ikke noget om, når de ikke besøger den.
Heldigvis var aftenen god for andre danske restauranter.
Restaurant Noma i København har for første gang nogensinde fået tre michelinstjerner.
Det står klart efter mandagens afsløring af den nordiske michelinguide i Stavanger i Norge.
Dermed blev Noma mandagens store nyhed. Restauranten har på trods af gentagne forudsigelser om, at den ville få den tredje stjerne, holdt sig på to stjerner siden 2007.
Danmark har således to trestjernede michelinrestauranter. Den anden er Geranium, som i forvejen havde tre stjerner.
I en pressemeddelelse om de danske stjerner skriver Michelinguiden:
- Med et team og en kulinarisk oplevelse, der fremstår stærkere end nogensinde efter nedlukningerne, når Noma toppen af verdensgastronomien.
- Restaurantens tætte forbindelse til naturen og holistiske tilgang resulterer i kreative og komplekse retter baseret på usædvanlige, sæsonprægede ingredienser.
Der er kun omkring 130 restauranter i verden, som i øjeblikket har tre michelinstjerner.
René Redzepi, der står bag restauranten, var mødt frem ved mandagens michelinuddeling. Her takker han både nuværende og tidligere kolleger.
Mandagens michelinuddeling har også budt på en anden overraskelse. Nemlig at Restaurant Kong Hans Kælder i København for første gang er gået fra én til to michelinstjerner.
Kong Hans Kælder modtog den første stjerne i 1983 som den første restaurant i Danmark.
Og så lige tilbage til Sønderborg, for der var altså glæde hos Jesper Koch, da han modtog sin stjerne.
- Mange tak. Det her betyder så meget for mig, min familie og de ansatte, siger Jesper Koch på videoforbindelse under uddelingen.
Koch har stået i køkkenet og været leder på restauranter i både ind- og udland, blandt andet restauranterne Auberge de l’ill og Molskroen.
Med stjernen til Syttende, som åbnede i 2019, når guiden ud til nye dele af Danmark.
Men som tidligere år er både Nordjylland og Fyn blevet forbigået.
Til JydskeVestkysten siger Jesper Koch, at han nu sigter efter mere michelinhæder.
- Vi fortsætter det hårde arbejde. Jeg er slet ikke mæt endnu. Vi går efter to michelinstjerner til Syttende og Sønderborg. Det vil gøre mig endnu mere stolt, siger Koch til lokalmediet.
Syttende skriver på sin hjemmeside, at restauranten har et særligt fokus på lokale råvarer, og at den udspringer "af den sønderjyske muld".
I år har Danmark fået 38 michelinstjerner fordelt på 27 restauranter. Sidste år fik Danmark 35 stjerner fordelt på 26 restauranter.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.