13 roser blev sat til ære for dræbt pige: - Det må ikke glemmes
Skolens børn, lærere og forældre stod sammen om at mindes den 13-årige pige, der tidligere på ugen mistede livet
Opdateret 15. marts 2024 kl. 13:07
Opdateret klokken 11.00.
Skoledagen på Hjallerup Skole blev torsdag morgen indledt på en måde, som eleverne altid vil huske.
Ved otte-tiden myldrede en lang slange af børn, forældre og lærere over vejen, og de gik sammen den korte afstand fra skolen til hallen lige på den anden side af vejen.
Her skulle de samles til en mindehøjtidelighed for den 13-årige pige, som tidligere på ugen blev dræbt.
- Det var en samling. Der blev tændt lys for hende, præsten talte, og så sang vi, fortalte Michael Svangren, der deltog med et af sine børn.
Det var byens præst, Marie Kirketerp, der sagde nogle ord til forsamlingen.
- Hele skolen og en masse forældre var samlet i hallen. Der blev sat tretten røde roser, et for hvert leveår, i en vase, og så holdt vi et minuts stilhed, fortalte Louise Hougaard Nielsen, der er mor til et barn på skolen bagefter.
Hele byen er i sorg
Også borgmester Mikael Klitgaard deltog i mindehøjtideligheden.
- Man tænker på hende og de pårørende og tænker på, hvor forfærdeligt det er for dem, der er tættest på. Hele byen er i sorg, det kan man mærke på stemningen her, sagde han bagefter.
Det blev igen en tung morgen i Hjallerup.
- Det er sådan en trykket stemning, man går i. Man føler så meget med den familie, der står tilbage og skal alt det her igennem, sagde Louise Hougaard Nielsen.
Vil blive husket i mange år
Efter et kvarters tid krydsede de mange mennesker igen vejen, og forældrene kunne følge deres børn tilbage til skolen.
Her venter nu en hverdag både for børn og voksne, og der er ingen tvivl om, at det kræver sit.
Mikael Klitgaard peger på, at det er vigtigt, at skolen finder tilbage til hverdagen igen.
- Det er en del af sorgbehandlingen, at man kommer lidt videre, siger han og peger på, at det selvsagt er sværest for dem, der er tættest på.
Og at sorgen altid vil være til stede.
Også Michael Svangren måtte efter mindehøjtideligheden prøve at komme videre med hverdagen med skole og arbejde.
- Det hjælper os lidt til at komme videre, sagde han.
Men noget er forandret, og visheden om det skete vil altid været til stede, mener han:
- Det ligger altid i baghovedet, og det vil det komme til i mange år. Det må ikke glemmes, det her. Det kan man ikke. Det skylder vi også.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.