Moderaterne: Sænk moms på frugt og grønt
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
8 ud af 10 danskere ønsker lavere moms på frugt og grønt. I Nordjylland forstår vi hvorfor. Når priserne stiger i supermarkederne i Nørresundby, Aabybro eller Hobro, rammer det ikke teorier, men helt almindelige familier, studerende og pensionister, der allerede vender hver krone.
10 ud af 10 moderater vil sænke momsen på frugt og grønt. Derfor var Moderaterne allerede i 2023 det første parti, der foreslog differentieret moms på fødevarer. Dengang stod vi ret alene. I dag er flere partier kommet med. Det er positivt, også selvom erkendelsen kommer sent.
I Nordjylland har vi både et stærkt landbrug, solide fødevareproducenter og mange familier, som gerne vil spise sundere, men også skal have økonomien til at hænge sammen. Når frugt og grønt bliver dyrere, er det ikke et aktivt fravalg, det er et nødvendigt fravalg.
Moderaterne foreslog i regeringen en klimadifferentieret moms, hvor fødevarer med lav klimabelastning, som frugt og grønt, får markant lavere moms.
Forslaget blev afvist med henvisning til tekniske barrierer i skattesystemet. Men borgerne i Nordjylland kan ikke være tjent med, at teknikken spænder ben for sundere og billigere valg i hverdagen. Derfor har vi ikke givet op.
Uden moms
Danmark er i dag det eneste EU-land uden differentieret moms. Det er ikke et styrketegn, det er et efterslæb. Derfor er det også positivt, at regeringen nu arbejder på at fjerne de tekniske barrierer, så der reelt kan træffes en politisk beslutning. Når den mulighed er der, vil Moderaterne igen presse på for at fjerne momsen på frugt og grønt.
Presset udefra er massivt og berettiget. Et fælles opråb fra 20 organisationer fra detailhandlen til sundheds- og forbrugerorganisationer er entydigt: Fjern momsen på frugt og grønt. Ifølge Forbrugerrådet Tænk kan en familie med to børn spare op mod 3000 kroner om året. For mange nordjyske familier er det en reel forskel i hverdagen.
Vi ved også, at lavere priser virker. Når prisen falder, stiger salget. Samtidig er sundhedsgevinsterne veldokumenterede, og billigere frugt og grønt vil aflaste et sundhedsvæsen, der også i Nordjylland er under pres.
Hvis vi vil have danskerne til at spise sundere og mere klimavenligt, skal det også være det letteste og billigste valg. Det er kernen i moderat politik. Moderat fødevarepolitik er kommet på mode. Nu er det tid til at føre den ud i livet, også nord for Limfjorden.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.