Motorvejsspor spærret i timevis - dæk på lastbil eksploderede
En bilist blev kørt til tjek på sygehuset med lettere nakkesmerter
Opdateret kl. 18:44
Opdatering 15.40: Oprydningsarbejdet er afsluttet, og trafikken kan fortsætte som normalt
En bilist blev søndag eftermiddag kørt til tjek på sygehuset med lettere smerter i nakken efter et uheld på E39 Hirtshalsmotorvejen i nordgående retning mellem afkørsel 6 Brønderslev C og afkørsel 5 Vrå.
Indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Thomas Boelt forklarede, at uheldet skete, da dækket på en lastbil eksploderede.
- Det forårsager, at han rammer en personbil, sagde indsatslederen.
Personen i personbilen blev lettere skadet, mens lastbilschaufføren slap med forskrækkelsen.
- Han er uskadt, og lige nu holder lastbilen i autoværnet, sagde Thomas Boelt søndag eftermiddag ved 14-tiden. Han fortalte, at der er tale om lettere materiel skade.
Beredskabet forventede at være på ulykkesstedet endnu en times tid for at få genåbnet trafikken, mens redningsmandskabet bjærgede lastbilen.
- Lige nu er der kun åbent i én vognbane i nordgående retning ude på motorvejen og lige om lidt, bliver der også lukket i sydgående retning. Der har vi noget, der skal ryddes op, sagde Thomas Boelt og uddybede, at der var meget vraggods fra ulykken.
Ved 15.30-tiden var oprydningsarbejdet afsluttet, og alle spor er nu genåbnet.
Vagtchef ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup fortæller, at lastbilen i forbindelse med uheldet ramte ind i autoværnet i midten af motorvejen, som derfor har taget en del skade. Der er derfor blevet lavet en midlertidig afstivning af autoværnet.