Nabo til Fordgrunden: Kompromisforslag imødekommer begge parters ønsker
Opdateret 11. februar 2026 kl. 21:18
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
BYGGERI: Som nærmeste nabo til Fordgrunden og mangeårig trofast læser af Nordjyske, vil jeg rose avisen for en god artikel om Fordgrunden fredag 6. februar 2026.
Dog er det lidt skuffende, at der i avisudgaven udelukkende var “‘ikke retvisende” illustrationer fra lokalplanforslaget, mens der på Nordjyske.dk var illustrationer med reelle højdeangivelser. Retvisende illustrationer er afgørende for at forstå sagens kerne. De gule pile illustrerer arbejdsgruppens kompromisforslag. De røde bygninger er lokalplanforslaget.
Samtidig vil jeg rose de byrødder, der på byrådsmødet 15. december 2025 talte for, at naboernes indsigelser skulle tages meget alvorligt, da de ved besøg på grunden ved selvsyn kunne se, at mange indsigelser var velbegrundede.
Jeg vil i særdeleshed rose deltagerne i arbejdsgruppen omkring Fordgrunden for deres store arbejde, inklusiv udarbejdelsen af kompromisforslag, der kommer bygherren i møde og giver mulighed for at bygge samme antal etagemeter som eksisterende lokalplan giver mulighed for, og som bygherren var bekendt med, da han købte grunden.
Kompromisforslaget imødekommer bygherrens ønske om at reducere antallet af bygninger til beboelse fra tre til to, hvilket giver mulighed for en mere rationel byggeproces samt mulighed for at placere bygningerne vinkelret på fjorden som ønsket.
Kompromisforslaget tilgodeser naboernes ønske om at holde byggeriet på maks fire etager som i gældende lokalplan i stedet for, som ønsket af bygherren, fem etager og ikke mindst bliver byggeriet med samme afstand til naboerne som angivet i nuværende lokalplan.
Endelig vil jeg rose vores ny rådmand for Teknik og Miljø, Peter Lindholt, for at række ud til arbejdsgruppen og invitere til dialogmøde.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.