Nationalparken er et tag-selv-bord for vandrefugle

Vor vandrende medarbejder på Tour de Nordjylland: I dag gælder det Lodbjerg Klitplantage

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Man føler sig som et barn i en slikbutik, når man skal finde en vandrerute i Nationalpark Thy. Der er så meget, der ser lækkert ud, så det svære er at vælge.

Så må man jo lade tilfældet råde, og loddet falder denne dag på Lodbjerg Klitplantage i den sydlige ende af nationalparken. Her er både skov, strand og klithede og dermed basis for en afvekslende gåtur. Tilmed er der flere afmærkede ruter at vælge imellem, så det er knap nødvendigt at medbringe et kort.

Nordjylland rundt på gåben

NORDJYSKE har snøret vandrestøvlerne og travet Nordjylland tyndt fra Skagen til Mariager Fjord og fra Agger til Læsø. Vi har besøgt alle 11 nordjyske kommuner og giver hen over sommeren tips til lidt længere vandreture.

Dog er der det pudsige ved nationalparkens ruteafmærkning, at den er ensrettet. Vandrerne ledes samme vej rundt, idet der - i modsætning til normalen - ikke er pile på begge sider af pælene. Hvis man således har besluttet at forlade en af de afmærkede ruter i utide og til det formål går mod skilteretningen, skal man hele tiden orientere sig bagud, når man når til en af de røde pæle i landskabet, for at finde ud af, hvilken vej man skal dreje.

Natur

Sælerne var ikke hjemme - men Læsø har meget andet at byde på

Men det er et mindre problem. I dejligt sommervejr parkeres bilen ved Lodbjerg Fyr, og turen går først ind i skoven, hvor stien snor sig lystigt mellem træerne. Efter et par kilometer må jeg lige tage en afstikker op til en lysning med det særprægede navn Lortpøt. Det viser sig dog blot at være et engareal med græssende kvæg uden hverken synlige eller lugtende spor af, hvor navnet end måtte stamme fra.

Skoven er også en arbejdsplads. Privatfoto

Efter endnu et par kilometer brydes skovens dybe stille ro af maskinlarm. En påmindelse om, at skoven ikke blot er til for turisternes skyld. Den er også en arbejdsplads. Der skoves træ i stor stil, og ind imellem ligner skovbunden mere et bombekrater end et rekreativt område. Og sine steder er stien helt forsvundet under dybe spor af de store maskiners hjul.

Tips og tricks: Vandrestave

Vandrestave, er det ikke kun for gamle mennesker?

Jeg har selv et sæt, men jeg bruger dem sjældent, når jeg vandrer i Danmark.

De er helt geniale at holde balancen med, når man skal krydse et vandløb på trædesten. I den funktion har de ofte reddet mig fra at få våde fødder.

I meget ujævnt og klippefyldt terræn gør de også god fyldest.

Derudover er det min erfaring, at de kan være gode at gå med, når man begynder at blive træt i benene. Men det er vist mest en mental ting.

Efter en halv snes kilometer i træernes skygge er jeg tilbage ved fyret, hvorfra turen går nordpå ud i klitheden. I det åbne landskab fornemmer man for alvor nationalparkens enorme omfang, og man er taknemmelig for vejvisningspælene, der sørger for, at man får drejet af i tide.

Nu er der gået to og en halv time, og for første gang får jeg øje på havet mellem klitterne. Og jeg når ned til havet ved Sorte Næse - en særpræget klitskrænt, der ligger som en sandwich bestående af ler, tørv og sand.

Stranden ved den særprægede klitskrænt Sorte Næse. Privatfoto

Herfra er der masser af havudsigt de kommende kilometer, der går langs stranden sydpå, inden jeg igen søger ind i landet og tilbage til Lodbjerg Fyr med 20 kilometer i benene.

Når man nu alligevel er her, kan man jo lige så godt rende op ad de 127 trin, der snor sig op til toppen af fyret, hvorfra der er en storslået udsigt over det landskab, der lige er blevet gennemtravet.

Og det gode ved det hele er, at der er mindst en halv snes gode dagsture tilbage til at udforske resten af Nationalpark Thy. Men det må blive en anden gang.