Hurtig storm snitter denne del af Nordjylland
Rederier opgiver at sejle mellem Norge og Nordjylland - færre togafgange
Opdateret kl. 17:19
Med udsigten til vindstød af stormstyrke tager rederierne ingen chancer: Søndag meddeler både DFDS og Color Line, at de aflyser flere færger mellem Nordjylland og Norge. Også Banedanmark har set sig nødsaget til at aflyse enkelte togafgange.
Color Line oplyser på sin hjemmeside, at færgerne mellem Hirtshals samt Kristiansand og Larvik søndag udskydes eller helt aflyses.
En afgang søndag fra Hirtshals til Kristiansand, der var planlagt til klokken 12.15, blev udskudt til klokken 16. Og en afgang fra Hirtshals til Larvik, der skulle have fundet sted klokken 12.50, blev udskudt til klokken 16.30.
Ifølge Ritzau har Color Line aflyst alle afgange mandag.
DFDS, som sejler mellem Oslo, Frederikshavn og København, aflyser også sine afgange søndag og mandag, og det gælder i begge retninger.
Læsøfærgen melder om risiko for aflysning af afgangen mandag klokken 6 fra Læsø og afgangen klokken 7.50 fra Frederikshavn. Det tages der dog først endelig stilling til 45-60 minutter før de planmæssige afgange, skriver færgeselskabet på sin facebookside.
Banedanmark oplyser søndag eftermiddag til Nordjyske, at der vil blive færre togafgange mellem Aalborg og Frederikshavn natten til mandag. Normalt er der afgange hver halve time fra cirka klokken 4, men der vil kun køre et enkelt tog i timen. Det ventes, at togdriften er normaliseret mandag morgen efter klokken 7.
DMI udsendte lørdag et varsel om stormende kuling med vindstød af stormstyrke i Vendsyssel. Det var gældende for den vestlige del af Vendsyssel, men søndag er varslet blevet udvidet til at gælde hele Vendsyssel samt Thy og Jammerbugt. Og der er skruet op for vindstyrken:
- Søndag aften blæser det op, og stort set hele Danmark får vinden at mærke. De kraftigste vinde ventes i nordlige og vestlige Vendsyssel, hvor der i løbet af natten forventes op til stormende kuling med vindstød af stormstyrke eller stærk storm. Mellem Hirtshals og Grenen kan vinden kortvarigt måske nå storm i middelvind, skriver DMI på sin hjemmeside.
Varslet gælder fra søndag klokken 23 til mandag klokken 7, så vi har en blæsende nat i vente.
De første vindstød af stormstyrke - over 24,5 m/s - ventes at ramme Thy sidst på aftenen, og fra omkring midnat vil der også være risiko for disse kraftige vindstød i Jammerbugt og det vestlige Vendsyssel. Og det fortsætter især i Vendsyssel de første timer af natten, hvor vindstødene kan nå stærk storm (over 28,5 m/s) og så altså storm i middelstyrke i et område fra Hirtshals til Skagen fra cirka klokken to natten til mandag.
På bagsiden af sådan en gang blæsevejr kommer der forhøjet vandstand nogle steder. Ifølge DMI kan det gælde den østlige del af Limfjorden fra mandag formiddag. Dog ikke sådan, at der søndag er udsendt et egentlig varsel om forhøjet vandstand.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.