Nordjyde tog det helt roligt, da millionerne rullede ind
Få dage efter den helt store gevinst vandt manden 3000 kroner
Opdateret kl. 14:07
Hvordan ville du reagere, hvis du pludselig blev millionær?
Mange reagerer anderledes, hvis det endelig sker.
- Jeg troede, jeg ville hyle og skrige og købe dit og dat. Men det har været helt nede på det lave blus, siger en mand fra Nordjylland, som for nyligt ramte syv rigtige i Lotto. Det gav ham en skattefri gevinst på 8.000.000 kroner, men det fik ham altså ikke til at juble vildt og uhæmmet.
Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse efter de har talt med den heldige nordjyde.
Helt i tråd med mandens afdæmpede reaktion var det første, han gjorde med pengene, også stille og roligt.
- Jeg hader at skylde penge væk, så jeg betalte mit lån ud. Det var det første. Derudover så synes jeg selv, at jeg har taget det stille og roligt, siger manden, som også planlægger at bruge lidt penge på at rejse sammen med kæresten og børnene. Endnu er der dog ikke noget fast i kalenderen.
- Jeg skal vel også have forsødet livet lidt mere i hverdagen. Og ellers skal pengene bare lade mig tage mig nogle friheder, og det betyder meget, siger manden i pressemeddelelsen.
Hjælpe andre lidt på vej
Den heldige vinder vil også gerne gøre noget godt for andre.
- Gevinsten betyder også, at jeg kan give noget til nogle af dem, jeg holder af og elsker, for at hjælpe dem lidt på vej, siger han uden at komme nærmere ind på, hvem i mandens omgangskreds, der nu kan se frem til at få en solid håndsrækning.
I øvrigt nøjedes manden ikke kun med de 8.000.000, han vandt i Lotto – for bare få dage senere ramte han plet med en sidegevinst på Vikinglotto: Det gav ham lige 3000 kroner ekstra.
- Jeg har til gengæld ikke vundet noget siden, understreger manden i pressemeddelelsen fra Danske Spil.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.