Beskyttet mod corona - hvor længe holder det?

Udbredt immunitet mod covid-19 har medført så lave smittetal, at Sundhedsstyrelsen ændrer regler - bl.a. vil man ikke længere PCR-teste alle, der indlægges på sygehus, og fra 15. maj indkalder man ikke flere til vaccination

NORDJYLLAND:Langt de fleste danskere har opnået immunitet over for covid-19 - enten fordi de er vaccineret, har været smittet med sygdommen - eller måske endda begge dele.

Omikron-varianten, der blev dominerende midt i december 2021, viste sig at være mere tilbøjelig end tidligere varianter til at smitte mennesker, også selvom de var vaccineret. Det fik smitten til at eksploderede hen over januar og februar med rekordhøje daglige smittetal - flere dage over 50.000 nye tilfælde.

Til gengæld var sygdommen ikke længere så alvorlig, og antallet af indlagte faldt. Fra mandag til tirsdag i denne uge er der bekræftet 1.484 nye tilfælde. Smittetallet må dog formodes at være noget højere, da kun særligt udvalgte grupper får foretaget en PCR-test. 

I dag skønnes 86 procent af danskerne at være immune overfor covid-19 - enten fordi de har været smittet, er vaccineret med 3. vaccinestik, eller begge dele.

23 procent har opnået såkaldt hybridimmunitet, dvs. at de både er vaccineret med 3. stik og har haft sygdommen - i nogle tilfælde oven i købet i flere forskellige varianter. Den kombination vurderes at give en ekstra god beskyttelse. I samtlige nordjyske kommuner er tallene, for hvor mange der har opnået immunitet mod covid-19 efter smitte eller vaccine, højere end landstallet.

Immunitet efter smitte

Hvis man har været smittet efter december 2021, er det næsten helt sikkert omikron varianten, man har haft i kroppen. Man kan regne med at være immun over for smitte med omikron-varianten i seks måneder, efter man har haft sygdommen. Det er omikron, der dominerer i Danmark lige nu. Men det er usikkert, om den immunitet, man har opnået ved smitte med een covid-19-variant, er effektiv, hvis der pludselig dukker en ny variant op. Derfor overvåger myndighedere nøje, om nye varianter trænger ind i Danmark.

Sundhedsstyrelsen har anbefalet, at man lader sig vaccinere, selvom man har været smittet. Fra 15 maj. vil myndighederne imidlertid ikke længere sende invitation ud til vaccination. Man vurderer, at der er så god kontrol med epidemien, at massevaccinationsprogrammet indstilles indtil videre, så der ikke kaldes nye ind, selvom deres alder betyder, at de nu er omfattet af vaccineprogrammet. 

Vaccination efter smitte

  • De fleste bliver immune i perioden efter, de har været syge med COVID-19. I øjeblikket peger forskningen på, at immunitet varer i mindst 6 måneder.
  • Det er dog ikke sikkert, at den immunitet, som den enkelte får, når man har været smittet med COVID-19, altid er lige så god som den immunitet man opnår, når man er vaccineret.
  • Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor, at du bliver vaccineret, også selvom du har haft COVID-19. Du kan blive vaccineret én måned efter, du er blevet rask, dvs. én måned efter, at du har ophævet din isolation.
  • Dette gælder uanset om det er 1., 2. eller 3. vaccinationsdosis mod COVID-19.
  • Fra 15. maj får danskere ikke længere invitationer til vaccination eller påmindelsesbreve. Dog anbefaler man også derefter vaccination af personer i særligt øget risiko for et alvorligt forløb af covid-19 sygdom, der er uvaccinerede - særligt personer over 40 år, og gravide, samt personer, som har et svært nedsat immunforsvar og derfor ordineres et 4. stik af deres behandlende læge.

  • Desuden personer, som er begyndt på et vaccinationsforløb, men ikke har afsluttet det endnu. Det gælder også, hvis man er over 18 år og mangler sit 3. stik.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Immunitet efter vaccine

Når det gælder immunitet efter 3. stik med vaccine mod covid-19, er myndighederne forsigtige med at fastslå, hvor længe man kan regne med at den immunitet er effektiv. Det er ikke ensbetydende med, beskyttelsen holder for evigt, men indtil videre er der ikke taget skridt til, at vi skal have nye booster-stik.

Kun udvalgte personer, med et svært nedsat immunforsvar, tilbydes et 4. stik, fordi man vurderer, at deres tidligere vaccinationer ikke er tilstrækkelige til at modstå smitte og alvorlig sygdom.

Myndighederne holder øje med, hvor længe vaccinen beskytter mod sygdom, og retningslinjerne kan ændre sig og nye vaccinetilbud blive indført, når efteråret rammer og der eventuelt kommer en opblussen af smitte, og måske nye varianter.

Nye regler i sundhedsvæsenet

Mundbind og PCR-test er gledet ud i det meste af samfundet, og nu lempes restriktionerne også i sundhedsvæsenet, hvor der indtil nu har været udbredt brug af bl.a. mundbind og PCR-test.

De nye retningslinjer for håndtering af covid-19 i sundhedsvæsenet indebærer bl.a., at man fra tirsdag ikke længere PCR-tester alle patienter Der er heller ikke længere krav om at ansatte bruger mundbind, når de er i kontakt med patienterne.

Myndighederne afventer fortsat coronapillen Paxlovid fra firmaet Pfizer, der er rettet mod de tusindvis af ældre og kronisk syge borgere, som med den ny behandling kan minimere risikoen for at blive så alvorligt syge, at de skal indlægges og behandles på sygehuset, hvis de er så uheldige at blive ramt af smitte med covid-19.

Nye covid-19-regler på sundhedsområdet

  • 26. april 2022 har Sundhedsstyrelsen opdateret retningslinjer for, hvordan man skal håndtere covid-19 i sundhedsvæsenet, når det gælder personer uden symptomer:
  • Kun personer med symptomer på luftvejsinfektioner anbefales at bruge mundbind i venteværelset ved almen praksis, lægevagt og speciallægepraksis
  • På baggrund af de faldende smittetal, og forventet mindre smitte i sommerhalvåret, er der ikke længere anbefaling om screeningstest af alle akut indlagte, patienter med indlæggelse over 24 timer og patienter forud for ambulante forløb som udgør en særlig risiko. 
  • Det anbefales fortsat at PCR-teste alle akut medicinsk indlagte patienter over 18 år, og ved udskrivning fra sygehus til institutioner -det præciseres, at der skal anvendes PCR-test.
  • Der anbefales ikke længere mundbind ved tæt kontakt til patienter i sundhedsvæsenet, ligesom der heller ikke er anbefalinger om coronapas og mundbind for besøgende.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.