Nordjylland bliver ikke snydt - hidsige byger venter syd for fjorden
I løbet af det seneste døgn er der flere steder faldet over 20 millimeter regn i Nordjylland - og der er mere i vente.
- I føler måske lidt, at I er blevet gået lidt forbi, men det er i faktisk ikke.
Sådan konstaterer vagthavende meteorolog Marie Timm tirsdag morgen, da Nordjyske fanger hende på telefonen.
En "pæn sjat vand" er nemlig faldet i Nordjylland i løbet af det seneste døgn. Flere steder mellem 20 og 25 millimeter regn, fortæller meteorologen, der især fremhæver områderne omkring Frederikshavn, Brønderslev og Mariager.
Og der er altså mere regn i vente.
Også selvom det i løbet af tirsdagen vil begynde at klare en smule mere op i de nordlige dele af landet.
- Den vedvarende regn stopper stille og roligt, men så er der byger i vente. Det vil sige, der kan komme nogle ret hidsige byger ind over jer, som kan give torden og skybrud-agtig nedbør, siger Mette Timm.
Ifølge hende kan der derfor forventes at falde yderligere 25 millimeter regn flere steder i Nordjylland.
- Sønderfjords tror jeg der er gode chancer for, at vi kan nå 50 millimeter i løbet af dagen, siger meteorologen, der dog ikke med sikkerhed kan sige, præcist hvor bygerne rammer.
Vedvarende regn bliver til byger
Allerede omkring Skagen og Frederikshavn kan Mette Timm tirsdag morgen kort før klokken 7 se, at den vedvarende regn er begyndt at løfte sig. I løbet af morgen- og formiddagstimerne vil den også slippe Aalborg og altså erstattes af byger med større nedbørsmængder frem til klokken 21.
DMIs varsel om farligt vejr med kraftig regn trådte i kraft allerede mandag eftermiddag. Mens der i Nordjylland er tale om et kategori 2 varsel, advares der i områder af Midtjylland, Fyn og Sjælland om meget farligt vejr.
Hos Nordjyske følger vi dagen igennem vejrsituationen tæt. Har du billeder af det våde vejr fra dit lokalområde, er du meget velkommen til at sende dem til mail nfj@dnmh.dk.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.