Dybfrossen: Så kold var natten i Nordjylland
Har du også lusket uldsokkerne på og taget et ekstra tæppe med i seng? Natten til lørdag var kold i Nordjylland
Opdateret kl. 07:21
Der er skruet ekstra op for vintercharmen efter de seneste dages snevejr i Nordjylland, men der er samtidig skruet ned for varmen.
Natten til lørdag har været en særdeles kold fornøjelse mange steder i det nordjyske, hvor der er målt temperaturer under 12 graders frost.
Det gælder blandt andet i Aars, hvor temperaturen omkring klokken 02 natten til lørdag lå på - 12,6 grader.
Også i Tylstrup nord for fjorden er temperaturen tidligt lørdag morgen krøbet ned på 12 graders frost, viser DMI's vejrmålinger.
Det er dog for intet at regne mod midtjyske Isenvad, som er kendt for ofte at være det sted i landet, hvor der bliver målt de koldeste temperaturer. Her lå termometeret på - 16,6 grader kl. 6 lørdag morgen.
De iskolde temperaturer giver stor risiko for isglatte veje i hele landsdelen.
Saltbilerne har været på vejene over hele landsdelen, men i så kolde temperaturer virker saltet ikke efter hensigten.
Der sker det, at når temperaturen kryber under syv-otte graders frost, så mister salt sin praktiske virkning og kan ikke længere tø isen op.
Hen over natten til lørdag har der da også været flere mindre glatføreuheld rundt om i Nordjylland. Ingen af dem har været alvorlige, og ingen personer er kommet til skade ved uheldene, oplyser vagtchef Lau Larsen, Nordjyllands Politi.
En opfordring fra vagtchefen er dog at køre forsigtigt og efter forholdene.
- Det er glat derude, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.