Nordjylland rykker: Flest nordjyder er færdigvaccineret

Statsminister og sundhedsmyndigheder appellerede på mandagens pressemøde til alle danskere om at blive vaccineret - Nordjylland er nu førende. Så mange er endnu ikke i gang

Region Nordjylland har haft succes med at få borgere til at lade sig vaccinere mod covid-19 - men en del unge har endnu ikke fået første stik. Arkivfoto: Henrik Louis

Region Nordjylland har haft succes med at få borgere til at lade sig vaccinere mod covid-19 - men en del unge har endnu ikke fået første stik. Arkivfoto: Henrik Louis

NORDJYLLAND:Mange tusinde nordjyder fik i løbet af weekenden deres andet vaccine-stik mod covid-19, og det har bragt Nordjylland helt i top hvad vaccinationer angår.

Alene fra søndag til mandag fik 3.219 nordjyder deres andet stik, og dermed er Nordjylland den region i landet, hvor den største andel af den samlede befolkning er færdigvaccineret - nemlig 71.3 procent. Ser man udelukkende på gruppen af borgere over 12 år, der er inviteret til vaccination, har 79,8 procent fået begge stik.

Region Sjælland har i lang tid ligget i top med flest færdigvaccinerede, men efter weekendens mange vaccinationer er Nordjylland nu førende, både hvad angår færdigvaccinerede, og andelen der har påbegyndt vaccination - den ligger nu på 76,8 procent.

I alt er 528.000 nordjyder over 12 år inviteret til vaccination mod covid-19 - 453.766 har fået første stik og 421.429 er færdigvaccineret. Ud af de resterende 70.000 nordjyder har en del booket tid, men endnu ikke fået deres første stik.

Det er primært nordjyder under 40 år, der endnu ikke har taget imod tilbud om vaccination.

Ifølge sundhedsmyndighederne er der nu tale om en "epidemi blandt ikke vaccinerede" og såvel statsminister Mette Frederiksen (S) som Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm, opfordrede på mandagens pressemøde indtrængende de resterende danskere til at booke tid til vaccination.

I flere nordjyske sogne er smitten de seneste dage steget kraftigt - læs mere her:

Den seneste uge har Region Nordjylland tilbudt vaccination uden tidsbestilling på samtlige vaccinationssteder, men man er endnu ikke begyndt at opsøge specifikke uddannelsessteder eller boligområder for at vaccinere lokalt.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) gav på pressemødet udtryk for, at han forventer, at alle danskere på et tidspunkt bliver tilbudt et tredje vaccinestik.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.