Nordjysk campingplads ramt af to dødsfald på et døgn
Både kollega og mor afgik ved døden på mindre end et døgn
Opdateret kl. 17:37
En nordjysk campingplads forsøger efter bedste evne at komme til hægterne i øjeblikket - men der kommer helt sikkert til at gå en rum tid endnu, for det er tragiske hændelser, man har været udsat for.
Hedebo Strand Camping i Sæby oplyste torsdag på Facebook, at en medarbejder var død:
"Vi må desværre meddele, at vores søde, sjove, gode kollega og medarbejder, Frannik (Franciszek Biel), er gået bort i Polen i nat. Vi er i tæt kontakt med hans kone, Dorota, og støtter hende og børnene så godt, vi kan, i denne stund", skrev folkene på campingpladsen til omverdenen.
Men de tragiske nyheder sluttede ikke der.
Som Nordjyske skrev torsdag, så mistede en 88-årig kvinde livet på Hedebo Strand Camping, da en chauffør overså hende og kørte ind i hende med en skraldebil.
Den 88-årige er identisk med Inger Christensen, der i 1968 overtog campingpladsen med sin mand Bendt.
Det er deres søn Eric - og Lene Krüger - der driver pladsen i dag, men Inger Christensen blev ved med at bo på matriklen.
- Det er forfærdeligt, men vi må igen meddele om et dødsfald, oplyste Hedebo-parret i et nyt opslag og skrev videre:
- Erics mor, Inger, er desværre afgået ved døden i dag efter at være blevet påkørt af en bil. Vi er forfærdeligt kede af det og tænker også meget på den stakkels chauffør, der nu skal leve med det resten af livet.
- Vi håber, I vil respektere, at vi i familien og vores medarbejdere har brug for fred til at komme os over chokket. At miste både Inger og Frannik - to så kære mennesker - inden for et døgn...
Generationsskifte
Den populære campingplads i Sæby har omkring 600 pladser og hytter og er med sine ca. 100.000 årlige overnatninger en af Frederikshavn Kommunes største turistvirksomheder.
Der har altid været købmand på Hedebo Strand Camping - siden 1987 har den været drevet af Lone og Keld Jensen, inden Sabrina Åsted Krüger - datter af Lene Krüger - og Daniel Åsted Krüger overtog driften af butikken fra 2024-sæsonen.
På sigt er det meningen, at de som led i et generationsskifte skal overtage hele camping-pladsen.
Nordjyske har været i kontakt med Lene Krüger, der har sagt god for, at der refereres fra opslagene på Facebook.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.