Coronavirus

Nordjysk overlæge om lave smittetal: Dette har hjulpet os

På trods af at alle restriktioner er ophævet, er der ingen stigning i smittetallene

Professor Henrik Nielsen, Aalborg Universitetshospital: Vi kan ikke slappe af, selvom alting lige nu virker normalt. Arkivfoto: Claus Søndberg

Professor Henrik Nielsen, Aalborg Universitetshospital: Vi kan ikke slappe af, selvom alting lige nu virker normalt. Arkivfoto: Claus Søndberg

Om det er en overraskelse er nok så meget sagt. Men det er rigtigt, at i forhold til, at vi har ophævet alle restriktioner, har vi ikke set en stigning i smittetallene.

En af årsagerne er det milde sensommervejr, hvor vi fortsat har opholdt os rigtig meget udendørs. Det er først, når vi igen flytter ind fordi regn og rusk tager over, at vi risikerer, at corona får fat igen.

- Det viser nok bare, at beslutningen om at ophæve restriktionerne var fornuftig. Vi er godt beskyttet, fordi rigtig mange er vaccineret, og fordi vi er blevet gode til at passe på, fremhæver Henrik Nielsen, der er professor og overlæge på Infektionsmedicinsk afdeling på Aalborg Universitetshospital.

Vaccinerne er det allervigtigste, siger han:

- Derfor er vi også her i september begyndt at give de sårbare grupper det tredje stik. Det gælder de ældre på plejehjemmene og sårbare grupper med forskellige sygdomme som kræft og luftvejssygdomme. I det hele taget mennesker med et svagere immunforsvar.

Alt i alt drejer det sig om 50.00 danskere, der skal på den igen.

Vaccinationen af 50.000 ældre og særligt sårbare personer med tredje stik er i fuld gang i denne tid. Arkivfoto: Henning Bagger/Rotzau/Scanpix

Vaccinationen af 50.000 ældre og særligt sårbare personer med tredje stik er i fuld gang i denne tid. Arkivfoto: Henning Bagger/Rotzau/Scanpix

Men er man rigtig optimistisk, så handler det også om, at vi stadig opfører os fornuftigt, når det kommer til hygiejne, til at spritte hænder, holde afstand og blive hjemme, hvis vi er syge, påpeger overlægen.

- Når vejret bliver koldere og vi opholder os mere indendørs, vil vi formentlig se stigende smittetal igen, især blandt børn og yngre voksne, som ikke er vaccinerede. Og også blandt sårbare ældre, der kan blive smittet, selvom de er vaccinerede - og det er også derfor, de nu skal have det tredje stik, siger Henrik Nielsen.

Imens forskes der løbende i vaccinernes virkning på forskellige grupper, så der hele tiden er styr på, om beskyttelsen fortsat virker. Gør den ikke det, kan tredje stik også til andre end de sårbare grupper komme på tale.

Samtidig opfordres alle over 65 og alle med kroniske sygdomme og svagt immunforsvar igen i år til at tage imod tilbuddet om almindelig influenzavaccine.

- Det opfordrede vi jo også til sidste år, men da løb vi tør for vacciner. I år er der indkøbt en million ekstra doser. Det er supervigtigt, at folk bliver vaccineret mod influenza, siger Henrik Nielsen.

Den meget omtalte RS-virus, som især er farlig for små børn, er der desværre ingen vaccine imod endnu. Men der forskes på højtryk i at fremstille en vaccine:

- Hidtil har der ikke været så mange ressourcer til dette formål. Langt de fleste ressourcer er i lang tid blevet brugt på at få vacciner mod covid-19, forklarer Henrik Nielsen.

Så her må man følge de gode råd og være opmærksom på faresignalerne:

Men både i forhold til RS-virus og almindelig influenza er det vigtigt, at vi bliver ved med at holde fast i de gode vaner for at holde smitten nede.

Uanset hvad - så får vi nok flere influenzatilfælde i denne vinter, end vi så sidste år, da landet var lukket ned i virus-højsæsonen.

- Men det er vi jo vant til, siger Henrik Nielsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.