vejrfænomen

Nordjysk sergent: Vi skulle forhindre vandet i at angribe bagfra

Befalingsmænd og værnepligtige er så småt begyndt at returnere til kasernen i Thisted efter indsats i det sønderjyske

Beredskabsstyrelsen har haft i alt omkring 170 befalingsmænd og værnepligtige indsat i opgaven med at pumpe vand væk fra de kystområder, hvor stormfloden ramte hårdest.
Beredskabsstyrelsen har haft i alt omkring 170 befalingsmænd og værnepligtige indsat i opgaven med at pumpe vand væk fra de kystområder, hvor stormfloden ramte hårdest. Foto: Magnus Mikkelsen/Beredskabsstyrelsen

Opdateret 24. oktober 2023 kl. 09:45

Godt nok blæste det i Nordjylland fredag og lørdag. Træer væltede, og tagsten fløj også af husene. Men ellers kunne de fleste nordjyder tage det roligt, mens de på tryg afstand kunne følge syd- og sønderjydernes nærmest magtesløse kamp mod den stormflod, som meteorologerne, allerede før den ramte, kaldte en 100 års-hændelse.

Anderledes var det for 22-årige Søren Krog. Befalingsmand med rang af sergent hos Beredskabsstyrelsen Nordjylland i Thisted, og en af i alt ca. 70 fra den nordjyske kaserne, som fredag og lørdag blev dirigeret sydpå for at hjælpe med at begrænse skaderne fra det vand, der hamrede ind mod kysterne og særligt i timerne fra fredag aften og frem til tidligt lørdag morgen hærgede havne, veje, midtbyer og sommerhusområder og smadrede værdier for et indtil videre ukendt milliardbeløb.

Midt i det inferno af voldsom blæst og så forhøjet vandstand, at ingen nulevende kan huske noget lignende, stod Søren Krog fredag i sommerhusområdet Vemmingbund mellem Dybbøl og Broager med udsigt til Sønderborg.

Sammen med en anden befalingsmand og 10 værnepligtige fra kasernen i Thisted var deres opgave at assistere lokale kræfter i at begrænse skaderne på sommerhusområdet så meget som muligt.

Ved Sønderballe Strand mellem Haderslev og Aabenraa var der også pres på sommerhusområdet, som det også var tilfældet i Vemmingbund, hvor nordjyske beredskabsfolk blandt andet var indsat. Foto: Magnus Mikkelsen/Beredskabsstyrelsen

Med sig havde de en stationær container, der fungerer som én stor pumpe, samt en række mindre mobile pumper.

- Som vi kunne flytte alt efter, hvor det gav mening at bruge dem, fortæller Søren Krog.

I Vemmingbund havde nogle af de lokale sommerhusejere i samarbejde med en entreprenør og Sønderborg Brandvæsen etableret en dæmning af ca. 800 bigballer, tentorstål og presenninger.

- Da vi blev kaldt derud, var vandet trængt igennem og var begyndt at løbe ind i sommerhusområdet. Vores opgave var at pumpe vand væk fra et kæmpestort engområde, så det vand, der i første omgang var løbet forbi sommerhusene, ikke ville angribe dem bagfra. Og der var virkelig mange kræfter i spil fra naturens side. Vand kan virkelig flytte meget, fortæller Søren Krog.

Sammen med sin befalingsmandskollega og de 10 værnepligtige arbejdede Søren Krog intenst og uafbrudt fra kl. 21.30 fredag aften til kl. 9 næste morgen. 

- Fra kl. 22 til kl. 03 væltede vandet bare ind i sommerhusområdet, fortæller Søren Krog.

Værnepligtige og befalingsmænd fra Beredskabsstyrelsen Nordjylland blev blandt andet bedt om at hjælpe med at tømme sommerhusområdet Vemmingbund nær Dybbøl for vand. Den største indsats stod på fra fredag aften til tidligt lørdag morgen. Lokale havde forsøgt at skabe en dæmning ved hjælp af 800 bigballer, der var trykket sammen, men det var ikke nok til at stoppe vandet fra Sønderborg Bugt. Foto: Søren Krog

Ifølge DMI var vandstanden ved Sønderborg 2,10 meter over daglig vande, da det var værst.

Var I på noget tidspunkt nervøse for liv og helbred?

- Ja, da vi gik ude ved stranden, var vi. Der skulle vi ud og lægge slanger, så vandet kunne komme ud igen. Vinden var virkelig voldsom, og vandet stod højt, og der var godt med bølger, og vandet var fyldt med alt muligt. Omvendt var der ikke noget at være nervøse for, når vi ikke var lige der, fortæller den unge sergent.

Han fortæller, at de største skader i området ramte folks indkørsler, veje, stier og fortove, som blev undermineret af vandet fra bugten.

Beredskabsstyrelsens største pumper kan alene klare ca. 3000 kubikmeter i timen. Det svarer godt og vel til indholdet af et olympisk svømmebassin, der indeholder 2500 kubikmeter vand. 

Ifølge Søren Krog pumpede de nordjyske beredskabsfolk ca. 700.000 liter vand ud i timen. De arbejdede nemlig med pumper, som flytter 6000 liter vand i minuttet.

- Og dem satte vi to op af, fortæller Søren Krog.

De nordjyske beredskabsfolk havde flere mobile pumper med, som gjorde god gavn i kampen mod vandmasserne. Foto: Søren Krog

Han og de 10 værnepligtige, somhan havde kommandoen over i de hektiske timer fredag nat, blev lørdag morgen sendt til Haderslev Kaserne for at hvile ud og stå standby til at blive sendt ud på andre opgaver - eller retur til Vemmingsbund.

Det sidste blev aldrig nødvendigt, for i takt med at vandet trak sig tilbage, blev der åbnet for adgang til området igen lørdag sidst på eftermiddagen.

Derfor returnerede Søren Krog og det første hold værnepligtige til kasernen i Thisted søndag eftermiddag.

En 100 års-hændelser rigere og med masser af taknemmelige skulderklap fra borgerne i det område, hvor de var med til at gøre en forskel.

- Det var tydeligt, at de satte pris på den hjælp, de fik, og den forskel vi var med til at gøre. Og det gav de også udtryk for. Både borgere, lokale dagligvareforretninger og madsteder kom kørende med mad, nybagte boller og sodavand - ja, alt hvad de kunne forestille sig, at redningsberedskabet kunne bruge af forplejning, fortæller Søren Krog.

I alt har Beredskabsstyrelsen bidraget med 350 ansatte samt store mængder af materiel til en af de største beredskabsopgaver i Danmark i nyere tid.

For dem, det gik ud over, venter opgaven med at gøre skaderne op. På Beredskabsstyrelsernes kaserner skal Søren Krog og alle de andre i gang med at rengøre pumper, mobile dæmninger og køretøjer, så de er klar til næste gang, danskerne får brug for deres hjælp.

Læs også denne historie om den nordjyske beredskabsindsats under stormfloden:

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden