NORDJYSKEs sportsjournalist Søren Olsson er død

En ulykke nytårsdag kostede Søren Olsson, 42 år, livet

Søren Olsson, sportsjournalist hos NORDJYSKE Medier, er død, 42 år.

Når Søren Olsson i sine godt 20 år hos ANR og NORDJYSKE, først som journalistpraktikant og efter endt uddannelse som fuldblods journalist, satte sig til tasterne for at lave en vigtig historie, var man ikke i tvivl. Med en karakteristisk bevægelse skubbede han brillerne på plads og så koncentreret og stift ind i skærmen, mens fingrene hamrede på tastaturet. Få minutter efter, når han var færdig og historien leveret til nordjyske.dk, i NORDJYSKE Stiftstidende eller i æteren på ANR/Radio Nordjyske, gik han straks tilbage til at være sit smilende og vennesæle jeg, altid klar til en snak og et grin.

Evnen til at lave dét temposkifte var en af Søren Olssons forcer som journalist, og en evne, han udnyttede i sine mange år som sportsjournalist på NORDJYSKE. Blandt kolleger var han kendt for på rekordtid at sætte sin store viden, reportageelementer og skarp analyse sammen til en læseværdig tekst efter en kamp eller lige op til deadline.

Journalistikken havde tidligt sit tag i Søren Olsson, der gjorde sig sine første erfaringer på den vejlensiske radiostation VLR tæt på hjemmet i Børkop. Hans faste base blev flyttet til Aalborg og forblev dér, da han i 2000 under sin uddannelse til journalist i Aarhus kom i praktik på ANR og TvDanmarks redaktion i Aalborg. Hans hurtighed og en eminent evne til at huske og rapportere detaljer gav ham en ansættelse samme sted i 2003 direkte efter endt uddannelse, i begyndelsen som radionyhedsvært og allround tv-reporter.

ANR/TvDanmark fusionerede senere samme år med NORDJYSKE Medier, og der gik ikke lang tid, førend Søren Olsson havde fået den faste plads på sportsredaktionen, som var drømmen. Her kom hans enorme viden om og interesse for sport til sin fulde ret. Han interesserede sig for stort set alle sportsgrene og havde indgående viden om dem, og for NORDJYSKE dækkede han et utal af internationale slutrunder og begivenheder, blandt andet Tour de France 2006, VM i fodbold i Sydafrika i 2010, VM i herrehåndbold i Sverige i 2011, OL i London i 2012 og OL i Rio i 2016, og især de to gange Olympiske Lege kom til at stå som noget helt specielt, både fagligt og personligt.

Igennem sit arbejde fik han et udbredt kildenet, hvor han var respekteret på grund af sit høje faglige niveau og afholdt, fordi han var utrolig omgængelig, hjælpsom og altid smilende og kunne håndtere næsten alt med sit positive væsen. Sit store netværk og sine læsere mødte han ikke mindst via Twitter, hvor både sport og meget andet blev kommenteret, analyseret og diskuteret.

Men Søren Olsson var ikke udelukkende en dygtig sportsjournalist, hans brede viden og sikre hånd gjorde ham til en fast del af holdet under dækningen på valgaftener og ved store livesendinger, ligesom han i mange år øste af sin viden om vin og mad som en del af NORDJYSKEs faste madanmelderkorps.

For kollegerne på NORDJYSKE er det dog for sine personlige egenskaber, Søren Olsson vil blive smerteligt savnet. Han havde et fantastisk humør og lune og en smittende latter samt en helt særlig evne til at tale med alle – og interessere sig for alle. ”Alt er godt” var hans motto, og han gjorde selv sit yderste for at leve op til det.

Nu er alt ikke godt mere. Søren Olsson døde ved en tragisk drukneulykke i Aalborg nytårsdag. Han efterlader sig sin far og mor, sin storebror og svigerinde og deres to børn.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
40.000 kunder uden strøm - beboere hørte stort brag
Luk