Nu falder elpriserne: Billigere strøm på vej til nordjyderne
Besparelser i december og videre ind i 2025 vil lette pengepungen, hvis du er kunde hos elselskabet N1
Opdateret kl. 07:37
December er kendt for at være en dyr måned for mange, men der er godt nyt, hvis du får leveret el gennem selskabet N1.
De ejer og driver elnettet i mere end halvdelen af de nordjyske kommuner, nemlig: Aalborg, Brønderslev, Jammerbugt, Mariagerfjord, Rebild og Vesthimmerlands kommuner.
Selskabet sænker nemlig nettarifferne med 59 procent i julemåneden, hvilket svarer til en samlet besparelse på 130 kroner for en gennemsnitsfamilie, det skriver N1 i en pressemeddelelse.
Nettarifferne er den pris, forbrugerne betaler for at få transporteret strømmen ud i stikkontakten.
N1 har i løbet af året haft færre udgifter til nettab end forventet, hvilket er grunden til de lavere nettariffer.
Nettabet er den strøm, der går tabt, når strømmen sendes ud i forbrugernes stikkontakter, og når elpriserne er lave, koster nettabet derfor mindre.
Billigere priser i 2025
Det er dog ikke kun i julemåneden, at priserne falder.
Man kan også se frem til billigere priser i 2025, da nettariffen bliver sænket med 21 procent.
Det betyder for eksempel, at det i vinterperioden fremover koster 32,5 øre/kWh at bruge strøm midt på dagen, hvor det i dag koster 41,29 øre/kWh.
Prisnedsættelsen skyldes, at elpriserne har stabiliseret sig på et lavere niveau siden energikrisen, hvilket betyder, at udgifterne til nettabet bliver mindre.
Billigere strøm udenfor spidsbelastningen
Det kan dog stadig svare sig økonomisk at flytte ens strømforbrug væk fra de tidspunkter på dagen, hvor der er mest belastning på elnettet.
Den 1. oktober overgik Elnetselskabet N1, der forsyner mere end 800.000 jyske husstande og virksomheder med strøm, til vintertariffer.
Derfor giver det god mening at flytte så meget af forbruget som muligt til lavlastperioden fra midnat til klokken 6, hvor nettariffen er 14 øre per kWh, skriver N1 i en tidligere pressemeddelelse.
- Vi kan tydeligt se, at mange elforbrugere allerede har flyttet en del af deres forbrug væk fra spidsbelastningen. Det er godt nyt, for vi kigger som samfund ind i en elektrificeret fremtid, og hvis vi skal udvikle og udbygge elnettet klogest muligt, er det afgørende, at vi fastholder og fremmer den tendens. Derfor er det vigtigt, at vi alle er opmærksomme på, at vi kan påvirke elregningen ved at bruge strømmen mere jævnt over døgnet, siger Lise Bering, der er administrerende direktør i N1.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.