Nu skal Heunicke svare: Skal Gaden lukkes ned?

Nordjysk folketingsmedlem vil have sundhedsministeren til at forklare fornuften i, at festgaden holder åbent mens skoler lukkes ned

Jomfru Ane Gade må holde åbent, mens skoler og museer ikke må. Foto: Martin Damggard

Jomfru Ane Gade må holde åbent, mens skoler og museer ikke må. Foto: Martin Damggard

En stor del af Aalborgs midtby er lukket delvist ned på grund af for højt smittetryk. Eleverne på Aalborg Handelsskole kan ikke komme i skole, men til gengæld kan de komme i Jomfru Ane Gade.

Men selvom en del af det øgede smittetryk ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed kan spores tilbage til Jomfru Ane Gade, så kan kommunen ikke gøre noget. Søndag efterlyste borgmester Thomas Kastrup-Larsen, at de lokale myndigheder fik muligheden. De statslige regler giver ikke ret meget mening lige nu, skrev borgmesteren på Facebook.

- Jeg er helt enig med Thomas Kastrup-Larsen i den her sag. Det kan simpelthen ikke passe, at byen nedlukker samtidig med at gaden holder åbent. Det er grotesk, at vi lukker uddannelser ned for at de kan gå i byen, siger Preben Bang Henriksen, der er retsordfører for Venstre.

Mandag morgen sendte han en haste-forespørgelse til sundhedsministeren, hvor han beder om svar på to spørgsmål:

1) Hvilke muligheder der findes lokalt for en midlertidig lukning af Jomfru Anegade.

2) Hvad Ministeren agter at foretage sig i anledning af udviklingen i Jomfru Anegade.

Preben Bang Henriksen har anmodet om et hurtigt svar fra ministeriet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.