Nordjyske mener: Ny regering spiller højt spil - og vil vælgerne kunne se sig selv?

LEDER:Skattelettelser i både top og bund for fem milliarder kroner. Lavere skat i bunden. Lavere topskat - men til gengæld en ny top-topskat for millionærer.

Farvel til jobcentrene til gengæld for en besparelse på tre milliarder kroner.

Højere flyafgifter. Og højere bilafgifter.

Nærmere undersøgelse af hele sundhedsområdet ved hjælp af en kommission.

Slut med at tvangsfordele gymnasieelever.

Farvel til seniorpension til gengæld for en styrket Arne-pension.

Større frihed til blandt andre plejehjem.

Og farvel til store bededag som fridag for at skaffe flere midler til forsvaret.

Ambitionerne fejler bestemt ikke noget, og der bliver bare skudt i nærmest alle retninger af den nye politiske trehjulede cykel ved navn SVM, bestående af Socialdemokratiet og hele to gange Venstre i skikkelse af dels Danmarks Liberale Parti, dels udbryderne Moderaterne - og ifølge statsminister Mette Frederiksen er der lagt op til mindst en million overraskelser.

Den mindste overraskelse ligger nok i, at selve SVM-konstruktionen - der bryder med årtiers dyrkelse af "enten er du rød, eller også er du blå"-tænkningen - af stort set alle andre partier bliver mødt med endog særdeles stor skepsis. Vel nok størst hos venstrefløjen, der må have det, som om man er vågnet op efter en meget lang julefrokost og har konstateret, at den gamle partner er stukket af med en ny. Eller et par nye.

Men også Danmarksdemokraterne i form af Inger Støjberg har beklaget sig over, at Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen ikke har opnået noget som helst, som han ikke lige så godt kunne have fået i blå blok - bortset fra, at blå blok snarere er blå flok og traver rundt i hver sin retning.

Ros - i hvert fald i første omgang - fortjener regeringen (eller arbejdsfællesskabet) for i det hele taget at vove at tage risikoen. For det kan gå godt at ville lede landet ud fra den midte, som langt de fleste vælgere befinder sig på eller i nærheden af - men det kan altså også gå galt på en måde, så ingen vælgere rigtigt kan få øje på sig selv i flere af de beslutninger, som regeringen når frem til.

Ifølge Winston Churchill er kompromis kunsten at skære en kage, så alle føler, at de har fået det største stykke. Men hvad nu hvis alle føler sig snydt, også på andres vegne?

I første række kan der være grund til at stille sig skeptisk over for, at trekantsregeringen virkelig lige rigeligt tålmodig over for reformer inden for sundhedsområdet. Det kræver ikke nogen nærmere granskning for at finde ud af, hvorfor og hvordan det er gået galt på blandt andet sygehuse - ligesom der jo ikke ligger den helt store hokuspokus i at greje, hvorfor ældreomsorgen på nogle punkter er kørt ganske alvorligt i grøften.

Af en - efter dens egen mening - ambitiøs regering kunne man også godt have ønsket sig et væsentligt enklere skatte- og afgiftssystem, som gør det muligt for andre end professionelle at fatte, hvad der egentlig foregår. Det bliver så nok heller ikke denne gang - og måske er den slags i virkeligheden slet ikke i politikernes interesse.

Kun tiden kan vise, om politikerne (og vælgerne) vinder ved at blive regeret så målrettet fra midten, omgivet af næsten lutter skeptikere og modstandere. Eller om SVM ender med at stå for Skuffer Vælgerne Meget.