På Møllehaves fodsti

FARVELPORTRÆT: - Jeg gør mig ikke så mange tanker om paradis - jeg håber bare, at der er et bibliotek

Af Ove Nørhave

on@dnmh.dk

Ind ad døren på Brønderslev Gymnasium hvirvler en glad, oprigtigt smilende, konstant snakkende mand.

Uden videre kaster han sig ud i et to timer langt foredrag om så tunge emner som etik og moral for at varme op til en holdnings- og debat-temadag på gymnasiet.

Omdrejningspunktet er intet mindre end teologen K.E. Løgstrups bog ”Den etiske fordring” om forskellen på moral, konvention og etik.

Hele vejen er foredraget holdt i så jævne og muntre vendinger og med så mange håndgribelige vendinger, at ikke så meget som én af de tilstedeværende 550 elever vælger at forlade aulaen.

Kærlighed og Dostojevskij

To timer senere er scenen skiftet til Fyensgade Centret i Aalborg.

Her hører cirka 200, flest pensionister, hører om emnet ”Kærlighed og dæmoni” og om hvordan kærlighed kan fejludvikle sig til had, vrede, bitterhed og jalousi.

Den sidste time af foredraget er sat af til et særdeles fyldigt referat af den russiske romanforfatter Dostojevskijs romanklassiker ”Forbrydelse og straf” ned i alle detaljer, så det næsten er som at genlæse den.

Meget vandede vittigheder

Efter et kort besøg hos familie i Skalborg (med indlagt kaffe og kage) og et måltid mad på den lokale kro går turen videre mod Ferslev Skole.

Her er emnet ”Vor tids tid”. Om at bruge - og i virkeligheden spilde - så meget af nutiden på at ærgre os over fortiden og frygte fremtiden.

Foredraget slutter med en stadig tættere byge af til tider meget vandede vittigheder.

Og så lige et par ekstra vittigheder som et slags ekstranummer. Som den om den jyske købmand, der altid kun sælger reb mod kontant.

Og den om den fynske kone, der skulle forklare manden, hvad præsten havde sagt i sin søndagsprædiken om synden: - Ha’ var vel nærmest imo’.

Ikke én eneste genganger

Ikke én eneste gang i de tre meget forskellige foredrag - holdt inden for samme halve døgn i november 1991 - optræder der gengangere. Altså én eller flere pointer, der har vist sig at gøre sig så godt på gymnasiet kl. 10, at de sagtens kan optræde i ældrecentret kl. 14 eller på skolen kl. 20.

Og ikke ét af foredragene bygger på manuskript. Kun en blanding af hukommelse af aldeles imponerende klæbehjerne-kaliber og spredte oplæsning af medbragte (og til tider særdeles slidte) bøger.

Sådan var Johannes Møllehave i sine bedste år. Et tilsyneladende bundløst kar af viden og vittigheder. Altså båret af en boblende, stærkt smittende begejstring for at fortælle og formidle. Ikke så meget fortolkning som genfortælling - og sammenstilling af meget forskellige værker.

Højskole og helligdage

Ingen kunne som Møllehave tale (og tale og tale) i timevis - og få så vidt forskellige navne som netop Dostojevskij, H.C. Andersen, Storm P., Benny Andersen, Søren Kierkegaard og William Shakespeare til at hænge sammen og gå op i en højere enhed. Som en blanding af højskole og helligdage.

Og hvis man som lettere stakåndet tilhører ikke altid kunne greje, hvordan han var kommet fra den ene forfatter til den andet, fra det ene værk til det andet, kunne man finde en slags trøst i, at Johannes Møllehave ikke altid selv kunne forklare, hvor associationerne opstod.

Pludselig var de der bare.

Næsten 50 emner havde forkælede foredrags-arrangører at vælge imellem - uden sikkerhed for, at Johannes Møllehave nødvendigvis holdt sig strengt til emnet.

For måske var der en roman, der på det seneste havde gjort sig særligt bemærket hos den meget læsende forfatter, og så skulle den da også lige passe ind i repertoiret. Og i vandfaldet af udtryk og indtryk.

Tilsyneladende havde Johannes Møllehave ikke noget bakgear, men i portrætbogen ”Bag om ordene” når søsteren Gabriele Andersen frem til, at der ikke var noget, broderen havde - men noget, han manglede:

”Han mangler de forsvarsmekanismer, som vi andre har. Der er simpelthen ikke det filter. Alt går lige ind og bevæger ham - og lige ud, og vi bevæges. Han forskanser sig ikke. Men udleverer sig. Han er det værgeløse menneske”.

Den skarpeste interviewer

Der kunne godt være noget flyvsk over Johannes Møllehave.

Ikke desto mindre var der gerne en helt særlig stemning før og efter foredrag og i pauserne.

Her gav Johannes Møllehave sig virkelig tid til at tale med hver enkelt af dem, der vovede sig hen til ham (med eller uden bøger for at sikre sig en autograf i dem).

Møllehave er jævnligt blevet opfattet som meget selvoptaget - men blandt sit publikum afslørede han sig ofte som en af landets bedste og skarpeste interviewere.

Han havde en helt sjælden evne til både at lytte nærværende og stille meget præcise spørgsmål og derved få folk til selv at fortælle. Ikke på nogen måde snagende, bare oprigtigt interesseret og først og sidst begejstret.

I Johannes Møllehaves selskab åbnede andre sig - de både gav og fik.

På et tidspunkt ramte det ham hårdt at blive opfattet som overfladisk - men typisk for ham nåede han frem til, at denne overfladiskhed heldigvis ikke stak så dybt...

I begyndelsen af ordet

For om noget var det sproget, der drev Møllehave. Først som rim (fordi et godt rim i barndomshjemmet udløste faderens anerkendende klap på hovedet, og den slags opsøgte han gerne, ligesom han senere opsøgte og åbenlyst nød publikums reaktioner).

Mange af hans tekster handler om at udlægge enkeltord og udtryk ned i de mindste detaljer - for ”i begyndelsen var ordet”, og troen, den kristne tro, kom altid først hos forfatteren, foredragsholderen og præsten, der aldrig lagde skjul på, at uden kristendommen havde han begået selvmord:

”Kristendommen er min trøst, og jeg havde ikke kunnet bære mit eget liv, hvis ikke jeg vidste, at tilgivelsen er kristendommens sandhed”.

Med troen som puls

Netop den kristne tro går som en konstant, støt bankende puls tværs gennem alle de mindst 135 bogværker (plus det løse), som han nåede at lægge navn til.

Han tændte næsten den næste bog med den forrige - og i løbet af sine mest produktive periode kun han snildt nå at få skrevet og udgivet fem-seks bøger om året. De samlede værker fylder ikke under tre meter på boghylden.

Mørke og fortvivlede perioder

For ja, der var noget manisk over Johannes Møllehave, noget om ikke ligefrem rablende, så i hvert fald yderst hektisk, tydeligst i hans evne til at huske og gengive alenlange citater og verslinjer udenad.

Specielt i sine sidste år fik han stadig sværere ved at skjule, at han ikke ”bare” var manisk, men rent faktisk bipolar.

I sin mørkeste og mest fortvivlede perioder sørgede han så vidt muligt for at gemme sig for andre, indtil han igen kunne vende tilbage med sit kendte, meget høje humør, sine grænseløse begejstring og meget store menneskelige generøsitet.

Det siger noget om mere end almindelighed livsduelighed, at et par blodpropper i hjernen og en bypass-operation ikke i første omgang kunne slå ham ud.

Da hjertemedicin på et tidspunkt forhindrede ham i at forstå, hvad han læste, valgte han i stedet at lytte til lydbånd med H.C. Andersens-historier for at genopfriske dem og kunne gengive dem for publikum, og et forbigående svagere syn hindrede ham heller ikke at optræde. Det gjorde det mere besværligt, men ikke umuligt.

I sine sidste år var han ude af stand til at skrive - og indholdet af bøger blev derfor dikteret til skiftevis niece og barnebarn.

Anholdt på d’Angleterre

Der findes mange anekdoter om en farverig personlighed som Johannes Møllehave.

Midt i en af sine livskriser, hvor han egentlig var på antabus (men stadig havde smag for de våde varer, fordi han også kunne finde på at holde fri fra antabussen) blev han i 2010 anholdt efter at have været for højrøstet på restauranten på landets fineste hotel, d’Angleterre i København (det endte med en bøde på 600 kroner for ”værtshus-uorden”).

En af de mere sejlivede vandrehistorier handler om betjenten, der havde anholdt Møllehave, og som bagefter kom hjem til sin kone for at fortælle: - Du gætter aldrig, hvem jeg har anholdt i dag?!

Betjenten blev mødt med hustruens meget forarget svar: ”Du har ikke lagt Møllehave i håndjern...!?” (så betjenten bagefter måtte rykke ud med en helt personlig undskyldning til Møllehave).

Chokolade på passagersædet

En anden af mange anekdoter handler om tiden som sognepræst i Virum.

Den bestemt ikke altid lige tjekkede Møllehave låste aldrig sin bil - og undrede sig ikke over, at der en dag efter en af julens prædikener lå en æske chokolade med kort ved på passagersædet.

Han tænkte bare: ”Ungerne får så meget slik her i julen”, så han flåede kortet af (uden at kigge på det) og besluttede, at andre kunne få glæde af chokoladen.

Så han ringede på hos sognets anden præst, hvis kone - let undrende - tog imod chokoladeæsken og vendte den et par gange i hænderne, før hun spurgte: -Tak skal du have. Men var der ikke et kort ved?

Ikke bange for at dø

Og lad så Johannes Møllehave få det sidste ord, nu da han ikke er her længere.

For som troende var han ikke bange for at dø, for ”jo ældre jeg er blevet, jo mere forstår jeg, at der er noget, der venter. Du er ikke i Paradiset, men du er tæt på at være ved grænsen. Jeg har fået en større erkendelse af, at der er et efterliv. Det er i dag en meget stærk del af min tro”.

Og så den meget slagfærdige udtalelse, der næsten står tilbage som et livsmotto:

”Jeg gør mig ikke så mange tanker om paradis. Det eneste, jeg håber, er, at der er et bibliotek, for det kan jeg ikke undvære.”

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.