Dansk Folkeparti

Partiet der kan levere skandaler, men ikke resultater

Der er nu rejst tiltale mod Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt i den såkaldte Meld- og Feld-sag. Vælgernes dom over partiet som helhed er dog for længst faldet.

Der er nu rejst tiltale mod Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt i den såkaldte Meld- og Feld-sag. Ifølge Bagmandspolitiet hævede partiet 100.000 kroner på EUs konto til oplysning, men brugte dem på et DF-reklamestunt.

Befolkningens dom over partiet som helhed er dog for længst faldet.

Umiddelbart lyder 100.000 kroner ikke af meget, og de tilbageværende støtter har da også travlt med at understrege, at andre har fusket mindst lige så meget med EU-penge, og at i forhold til det samlede pengespild i EU er 100.000 bare en dråbe i havet. Det er muligvis rigtigt, men andet end dårlige undskyldninger er det ikke. At nogen slår ihjel gør det ikke lovligt at køre 180 i byzone.

Sagen har hængt som en sort sky over partiet i seks år - den begyndte dengang, hvor både DF og Morten Messerschmidt nærmest ikke kunne sætte en fod forkert.

Sådan er det ikke mere.

Tiltalen kunne vanskeligt ramme på et dårligere tidspunkt - i seneste meningsmåling fra Epinion står partiet til fem procent af stemmerne, og den blev endda foretaget før tiltalen. Tilbage er kun de mest loyale vælgere, og nye kommer der ikke til.

Engang var der noget oprør i at stemme på Dansk Folkeparti, der engang var de nye og frække i politiker-klassen.

I en årrække kunne DF fornemme og ramme folkestemning bedre end de fleste, men i dag er de uden konkurrence dansk politiks mest tilbageskuende og støvede parti. Partiets mærkesag - en stram udlændingepolitik - har de ikke længere for sig selv, men må dele den med flertallet i Folketinget. Og tidsfornemmelsen synes helt væk, når Messerschmidt præsenterer et kulturudspil, der vil have mere kristendomsundervisning, madkundskab med danske retter og danske ord for computer og andre engelske ord, der har invaderet det danske sprog.

Det lyder af yesterday, fortid og som et parti, hvis bedste bud på en fremtid er at sætte tiden i stå.

Det kan man ikke, men ønsket er ikke svært at forstå. For Dansk Folkeparti vil selvfølgelig gerne tilbage til den tid, hvor de satte dagsordenen og dybe aftryk på dansk politik. De vil gerne igen være det parti, der uden ansvar kan love og kræve.

Men det løb er kørt, partiet fik sin chance og tabte den på gulvet. I 2015 blev de med 37 mandater Folketingets næststørste parti, men valgte en tilværelse som støtteparti i stedet for at tage plads i regeringen. Få måneder senere gik flygtninge på de danske motorveje, og de nu historiske billeder viste ganske tydeligt, at Dansk Folkeparti ikke kunne indfri sine løfter.

Dér begyndte nedturen, og den er gået så historisk hurtig og gør det fortsat, at tiltalen mod Messerschmidt næppe vil give det store udslag i meningsmålingerne nu.

Når sagen alligevel kommer til at ramme partiet hårdt, skyldes det især, at det på ubestemt tid sætter Messerschmidt ud af spillet. Der kommer ikke noget opgør om formandsposten så længe sagen verserer, og i det tidsrum kommer der ikke et afgørende kursskifte hos DF.

Ender sagen med en dom, er spørgsmålet, om Messerschmidt kan få formandsposten i et parti, der indtil videre ikke har vaklet, når det handler om, at loven skal holdes. Fortsætter han, vil konsekvensen i hvert fald være, at partiet ikke længere kan sælge sig selv som de ærlige politikere, der kæmper mod fusk og snyd.

Men uanset udfald gør tiltalen det kun vanskeligere at forestille sig, at DF igen skulle blive en magtfaktor i dansk politik.

Det kan de kun bebrejde sig selv.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.