Natur

Nu skal det være slut med at kravle rundt i klitten

Flytning af sømærke og boardwalk fra stranden ved Blokhus til godt to mio. kroner kan sættes i gang - gangbro skal beskytte klitten mod erosion

Nu sættes gang i projektet med at rykke sømærket ved Blokhus længere ind i klitten, inden det skrider i havet. Der bygges også en gangbro i træ fra stranden op til sømærket.
Nu sættes gang i projektet med at rykke sømærket ved Blokhus længere ind i klitten, inden det skrider i havet. Der bygges også en gangbro i træ fra stranden op til sømærket. Arkivfoto: Henrik Bo

Opdateret kl. 18:36

De kraftige storme ved vestkysten æder sig ind på det berømte, røde sømærke ved Blokhus. 

I flere år man drøftet en redning af vartegnet, og nu har politikerne i Jammerbugt afsat penge, så hele finansieringen er på plads.

Selve sømærket skal flyttes i sikkerhed længere inde i klitten for at forhindre, at vartegnet styrter i havet. Storme har de senere år gnavet sig ind på klitten og sømærket er rykket tættere på afgrunden. 

Samtidig med at man flytter sømærket, anlægges en træsti eller gangbro - også kaldet en boardwalk - fra stranden ved Fiskernes Hus op til sømærket. 

Der skal nu udarbejdes en lokalplan for området, og hvis alt forløber planmæssigt, kan sømærke og gangbro være på plads inden udgangen af 2024.

Gangbroen skal sikre, at man fra stranden kan komme op at nyde udsigten over havet fra en solnedgangsplads ved sømærket, men det er ikke den eneste funktion.

Arkivfoto: Henrik Bo

Beskytter klitten

- Boardwalken er et yderst vigtigt element i planen, idet den vil udgøre en ekstra kystsikring af området, siger Jammerbugts borgmester, Mogens Christen Gade (V).

- Tanken er, at besøgende benytter træstien, når de skal op at nyde udsigten fra sømærket og afholder sig fra at klatre gennem sandet. 

- Dermed får klitten bedre mulighed for at etablere sig, siger Mogens Christen Gade.

Med boardwalken får gangbesværede også adgang til klitten.

Efter flere års drøftelser har kommunalbestyrelsen i Jammerbugt vedtaget at støtte projektet med 25 pct. af de samlede anlægsudgifter, dog maksimalt 800.000 kr. 

Den samlede pris lander mellem 2 og 2,5 millioner kroner. Resten af pengene har man lovning på fra forskellige landdistriktsgrupper og fonde - det kan også komme på tale at borgerforeninger og grundejerforeninger i området bidrager. 

Arkivfoto: Henrik Bo

Kystdirektoratet har tilkendegivet, at man er positive overfor at give dispensation til en ny placering af sømærket og anlæg af boardwalken. 

Ødelagt af tyskerne

Det oprindelige Blokhus Sømærke blev bygget i 1882 og ombygget i 1898 med ben af jern, da de oprindelige træben, som var af lærkestammer fik sømærket til at svaje i hårdt vejr.

I 1944 sprængte tyskerne sømærket i luften, og det blev ikke genopført efter krigen, da man havde fået nye teknikker til at navigere efter.

Først i 2006 blev det nuværende sømærke opført som et vartegn efter de originale tegninger, dog med den ændring, at benene blev bygget af limtræ, der bedre end jern kan modstå vind og vejr.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden