Bus med ti passagerer og bil stødte sammen - to børn kørt til kontrol
To børn måtte en tur forbi skadestuen til kontrol
Opdateret 17. juli 2024 kl. 05:02
To børn måtte en tur forbi skadestuen til kontrol, efter de tirsdag aften var involveret i et færdselsuheld i krydset mellem Korupvej og Bøgildgårdvej i Hadsund.
Her overholdt en personbil med en fører samt fire børn ikke sin vigepligt, da den kørte ud i krydset.
- Der kommer så en minibus i den anden retning, og de kører ind i hinanden, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup.
Bussen endte halvvejs nede i en grøft på cirka en meters dybde, men ingen af de i alt 10 passagerer i bussen kom til skade, og de var selv i stand til at komme ud af bussen.
De to børn i personbilen kom ikke alvorligt til skade, understreger vagtchefen.
- Det er jo et vigepligtsuheld, som selvfølgelig medfører en sag for politiet. Men heldigvis er det afsluttet uden alvorlig personskade, siger Karsten Højrup.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 18.26 tirsdag aften.