Politi informerer unge om børneporno: - De skal kende konsekvenserne
Nordjyllands Politi var til stede i Fårup Sommerland for at få en snak med afgangseleverne om deres adfærd på de sociale medier
NORDJYLLAND: Fredag havde de nordjyske skoler sidste skoledag. Flere tusinde afgangselever fra forskellige skoler havde derfor turen til Fårup Sommerland, hvor dagen skulle fejres.
Vanen tro var SSP-medarbejdere fra Jammerbugt Kommune og Nordjyllands Politi også tilstede i sommerlandet. De var der for at skabe tryghed hos de unge mennesker, men i år havde politiet også en anden ting på dagsordenen.
- Vi har fokus på videresendelse af billeder og de unges generelle it-adfærd på de sociale medier, siger fungerende vicepolitiinspektør Kenneth Ginnerup, Nordjyllands Politi.
Sidste år blev den såkaldte Umbrella-sag rullet ud, hvor over 1000 unge mennesker over hele landet blev sigtet for at dele børnepornografisk materiale. Det skyldtes, at en video med seksuelle optagelser af en 15-årig pige florerede på de sociale medier.
- Vi er her egentlig for at få en drøftelse med de unge mennesker omkring, hvad konsekvenserne af sådan noget kan være, siger Kenneth Ginnerup.
Blev taget godt imod
Mange skoleelever var forbi politiets stand i Fårup Sommerland. De fleste ville blot have en selfie med de uniformerede betjente - men ind i mellem havde skoleeleverne også tid til at få en snak om det alvorlige emne.
- Jeg synes faktisk, det er helt i orden, at politiet er her. Det er helt forkert at dele den slags billeder, og det skal man satme lade være med, siger skoleeleven Jonas Esbensen fra Jetsmark.
Deling af ulovligt materiale har generelt fyldt meget i den klasse skoleeleven Julie Ladefoged Knudsen har gået i. Hun er derfor glad for, at politiet sætter det på dagsordenen.
- Man kan hurtigt blive fanget i det. Hvis det er noget, alle i klassen deler, kan der hurtigt opstå en form for gruppepres. Det tror jeg, man skal passe meget på, siger hun.
Derudover er hun generelt glad for politiets tilstedeværelse ved arrangementet.
- De kommer med nogle gode budskaber, men jeg føler mig også bare mere tryg, når de her, siger hun.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.