Politi: Lastbiler og sommerdæk skabte problemer i snestorm

På et tidspunkt blev problemerne så store, at politiet måtte bede chauffører om at blive hjemme

Foto: Lars Pauli

Foto: Lars Pauli

NORDJYLLAND:Lastbilerne kæmpede en hård, og nogle gange forgæves, kamp mod onsdagens snestorm. Men det gjorde personbiler med sommerdæk også.

Og det skabte så store trafikale problemer der resulterede i, at flere bilister blev fanget på blokerede hovedveje og motorveje i flere timer.

På et tidspunkt var problemerne med især strandede lastbiler så store, at politiet - helt usædvanligt - opfordrede chauffører til at blive hjemme, hvis de ikke var kørt ud.

- Det gjorde vi, fordi vi kunne se, at lastbilerne skabte problemer. Lastbiler bliver jo hurtigere udfordret på ganske lille stigninger, siger vicepolitiinspektør Anders Uhrskov.

Der var også stadig lastbiler på vejene, selvom unødig udkørsel blev frarådet om eftermiddagen. Men Anders Uhrskov har en forståelse for, hvorfor chaufførerne alligevel kører ud i en snestorm.

- Her taler vi ind i arbejdssituation, hvor arbejdet jo betyder noget, fordi man skal ud med f.eks. dagligvarer. Så ser man måske ikke sig selv som en del af dem, der bliver frarådet udkørsel, siger vicepolitiinspektøren.

Anders Uhrskov understreger, at når politiet fraråder unødig kørsel, så er det stadig op til den enkelte bilist eller chauffør at vurdere, hvad der er nødvendig kørsel.

- Det blander politiet sig ikke i.

Flere kørte i snestorm på sommerdæk

Men det var bestemt ikke kun lastbiler, der skabte trafikale problemer.

Når politiet kom frem til strandede personbiler kunne de konstatere, at flere havde begivet sig ud i snemasserne med sommerdæk - og det var i flere tilfælde ikke med ret meget held.

- Vi opfordrer til at have det rette udstyr til sin bil i forhold til vejret. Der er helt klare anbefalinger fra Rådet for Sikker Trafik og dem læner vi os op ad, lyder det diplomatiske svar fra Anders Uhrskov, der ikke ønsker at kommentere på, om vinterdæk skal være lovpligtig, som det er i andre lande.

- Vi advarer kun, når det er nødvendigt

Onsdagens snestorm udviklede sig voldsomt i løbet af dagen. Og omkring Limfjordstunnelen opstod der om aftenen kaotiske forhold, hvor både lastbiler og biler spærrede motorvejen.

- Problemet var, at vi ikke kunne få sneplovene frem, fordi det fysisk ikke var muligt at flytte de biler, der stod i vejen, fortæller Anders Uhrskov.

Omkring klokken 20.30 gik politiet derfor ud og frarådede al udkørsel.

Og når Anders Uhrskov ser tilbage, så mener han ikke, at der skulle være varslet tidligere - det er nemlig en balancegang, hvornår man som myndighed skal gå ud med den form for advarsler.

- Befolkningen skal gerne tage det alvorligt, når politiet kommer med disse advarsler, og hvis vi advarer ved fire snefnug, så mister det effekt. Derfor advarer politiet kun, når det er bydende nødvendigt, siger Anders Uhrskov.

- Men vi vil altid evaluere vores indsats. Det gør vi i denne situation for at se, om vi skulle have gjort noget andet, siger vicepolitiinspektøren.

Politi blev ikke overrasket af vejr

Helt generelt var politiet forberedt på det vejr, der endte med at ramme Nordjylland, fortæller Anders Uhrskov.

DMI havde på forhånd varslet farligt vejr, og derfor havde myndighederne i Nordjylland - med politiet som det koordinerede led - allerede lagt en plan og var klar med et beredskab.

Og faktisk blev niveauet hævet i løbet af onsdagen, da det stod klart, hvor voldsomt vejret udviklede sig.

- Det var voldsomt vejr, men vi sidder ikke i dag med følelsen af, at vi er overrasket over, hvordan det udviklede sig. Men de udfordringer det gav, kom nok bag på mange, og det er selvfølgelig ærgerligt, at mange borgere blev fanget i situation, siger Anders Uhrskov.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.