Ildebrand

Politi roser borgernes ansvarlighed - men opfordrer til fortsat forsigtighed

Der er ikke meldinger om bål og brand i Nordjylland, men mange mennesker nyder alligevel sommeraftenen med blandt andet koncerter og festival

Der er ingen bål i år, men der er masser af mennesker i Aalborg i forbindelse med DM-ugen, koncert og fejring af skoleafslutning.
Der er ingen bål i år, men der er masser af mennesker i Aalborg i forbindelse med DM-ugen, koncert og fejring af skoleafslutning. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

NORDJYLLAND: Der er masser af mennesker i Aalborg fredag aften - hvor der blandt andet er DM-uge, Thomas Helmig-koncert i Skovdalen, unge der fejrer, at de er færdig med skolen eller bare har ferie. Og så er der fejring af Sankt Hans forskellige steder i byen.

Indtil videre oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi, Ole Buus, at alt forløber stille og roligt.

- Vi kan godt mærke, at der er mange mennesker i byen, og vi en masse småting at se til, som der normalt er sådan en sommeraften. Men overordnet set forløber det stille og roligt, fortæller han.

Ole Buus fortæller også, at man ikke har fået en eneste anmeldelse af, at nogen har overtrådt afbrændingsforbuddet. 

- Nordjyderne har forstået budskabet, og det skal de have stor ros for. Det er dejligt, at man følger anvisningen, selvom det har regnet lidt de seneste dage. Der er stadig tørt rundt omkring, siger Ole Buus.

Hos Midt og Vestjyllands Politi, der dækker Thy og Mors melder man også om en rolig aften, selvom der er mange mennesker samlet til Thy Rock i Thisted.

Her fortæller vagtchef Ole Vanghøj, at man har været kaldt ud til to tilfælde af bål i løbet af aftenen - dog ikke i Thy eller på Mors.

Den ene var på en shelterplads ved Ikast, hvor der var tændt et mindre bål, men ingen af de tilstedeværende kunne fortælle, hvem der havde tændt det.

I Holstebro-området havde en forsamling af ukrainere haft gang i en grill og havde efterfølgende lagt noget træ på.

- De slukkede hurtigt og undskyldte, da en patrulje kom frem og forklarede, at der er forbud mod åben ild, siger Ole Vanghøj.

Afbrændingsforbuddet, der har varet siden klokken 0.01 natten til fredag, bliver ophævet igen lørdag morgen klokken 09.00. 

Politi og beredskab opfordrer dog stadig folk til at være påpasselige og meget opmærksomme, hvis man tænder bål eller grill.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden