Politiet har mistænkte til knivoverfald - nu leder de efter dem
Nordjyllands Politi kan - eller vil - ikke sige så meget om knivoverfaldet, men er ude og lede efter nogle mistænkte
Opdateret kl. 11:08
En 21-årig mand, der onsdag aften klokken 21.10 blevet overfaldet og stukket med en kniv på Beatesmindevej i Aalborg, er torsdag stadig i kritisk tilstand, men hans tilstand beskrives som stabil.
Det oplyser Nordjyllands Politi, der hele natten til torsdag har været i gang med efterforskning i sagen.
Indtil videre kan politiet dog ikke sige noget om motivet for overfaldet.
- Vores efterforskningsskridt i sagen har givet os et grundlag for at rette mistanken mod en eller flere personer. Nærmere kan jeg dog ikke – af hensynet til vores efterforskning – komme det på nuværende tidspunkt, siger vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, Niels Kronborg, der dog opfordrer gerningsmanden til at melde sig til politiet.
Vicepolitiinspektøren kalder det for fuldstændigt uacceptabelt med knivstikkeri i det offentlige rum.
- Vi skal have efterforsket den her sag til bunds, så vi kan få stillet den eller de ansvarlige til ansvar for deres alvorlige forbrydelse.
Motiv skal afdækkes
Politiet kan ikke i øjeblikket udtale sig nærmere omkring, hvad der kan være motivet til knivoverfaldet.
- Vi efterforsker stadig på højtryk – og vi har i den forbindelse mange tråde, der skal reddes ud og spor, der skal forfølges, før vi kan komme et præcist hændelsesforløb nærmere – og hvad der i øvrigt ligger til grund for forbrydelsen, siger Niels Kronborg.
Stort arbejde foran sig
Politiet leder dog fortsat efter vidner, der kan klarlægge, hvad der mere præcist er sket torsdag aften.
- Vi søger vidner. Slet og ret. Så har man set noget før, under eller efter overfaldet, så skal man med det samme ringe til os på telefon 1-1-4, sagde vagtchef ved Nordjyllands Politi, Karsten Højrup Kristensen, onsdag aften.
Han fortalte også, at man havde et stor arbejde foran sig med forhøringer, afhøringer, tekniske undersøgelser, sporsøgning og afspærring af området.
- Opnår vi gennembrud eller anholdelser i sagen, så skal vi nok melde det ud til offentligheden, så hurtigt som det er muligt for os, men som sagt: Vi har nu et stort stykke undersøgelsesarbejde foran os, der skal sikre, at vi kan få pågrebet gerningspersonen eller -personerne til denne helt uacceptable handling og få belyst omstændighederne grundigt, sagde Karsten Højrup Kristensen, onsdag aften.
Politistation i området
Har beboerne på Beatesmindevej i Aalborg behov for at tale om knivoverfaldet onsdag aften - eller har man oplysninger om sagen - så vil politiet hele torsdagen være i området.
Nordjyllands Politi opstiller nemlig den mobile politistation på Beatesmindevej. Det oplyser politiet på det sociale medie X - der tidligere hed Twitter.
Politistationen vil specifikt blive parkeret på Beatesmindes Vej 6-28 (blok 1).