Leder

Radikalt råddenskab: Sofie Carsten Nielsen er en del af problemet

De radikale siger, at det ikke var Morten Østergaards hånd på Lotte Rods lår, der fældede ham, men hans håndtering af sagen. Hvis det står til troende, må det undre, at partiet vælger en ny formand, der er medansvarlig for håndteringen.

Sofie Carsten Nielsen er en del af løgnen, sagde et anonymt medlem af den radikale folketingsgruppe tidligere i dag til Ekstra Bladet.

Det er umuligt at være uenig.

Den nyvalgte partiformand valgte ifølge flere tilstedeværende at lyve, da medlemmer af gruppen på et møde onsdag spurgte, om den nu fratrådte formand Morten Østergaard var habil til at håndtere sagen om sexisme mod partifællen Lotte Rod.

Det svarede Sofie Carsten Nielsen bekræftende på, selv om hun vidste, at Morten Østergaard var krænkeren, der havde lagt en hånd på Lotte Rods lår for 10 år siden. Hun vidste med andre ord, at Morten Østergaard var inhabil her fra og til månen – og var derfor klar over, at hun tog medejerskab af et ”cover-up”, som en anden radikal, Martin Lidegaard, har kaldt det.

Men hun blev valgt til formandsposten og må nu overbevise kritikere i partiet og vælgerne om, at hun er den rette til at lede en kampagne for at ”komme sexismen i Danmark til livs”, som hun sagde på Folketingets talerstol under åbningsdebatten i eftermiddag.

Hun sagde også: ”Vi har gjort op med en rådden kultur”. Men her tog den nye formand munden for fuld. Hun har ikke gjort op med noget som helst. Med sit forsøg på at dække over Morten Østergaard blev hun tværtimod en del af råddenskaben.

Den eneste i denne tragedie, der på nogen måde kan påstå at have gjort op med råddenskaben hos de radikale, er Lotte Rod. Lotte Rod havde bedt Sofie Carsten Nielsen om at holde Morten Østergaards krænkelse fortrolig, men hun havde ikke bedt Sofie Carsten Nielsen om at beskytte Morten Østergaard med alle midler og herunder lyve om det. Løgnen var reelt et nyt overgreb på Lotte Rod, som grædende måtte sige fra.

Forløbet udstiller, at den helt nødvendige indsats mod sexisme kræver en håndfast, men klogere tilgang end at råbe på den absolutte renhed hos andre mennesker – også retrospektivt. Intet andet parti har mere end Radikale Venstre sat sig i spidsen for en revolution, men de tålte ikke egen medicin.

Var Morten Østergaard stået frem og erklæret, at han for 10 år siden var en del af den kultur, han siden har forsøgt at gøre op med, og fortalt, at han havde givet en uforbeholden undskyldning til en person, han dengang havde krænket med en hånd på låret, kunne sagen nok stadig have kostet ham posten, men det havde i det mindste været en ærlig proces, som havde efterladt hans parti og eget renommé et bedre sted.

Men revolutionen æder som bekendt sine egne børn først. Sofie Carsten Nielsen kan blive den næste.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.