Regeringen ramt af magtberuselse

Ikke nok med, at mink på det seneste er blevet aflivet - eller forsøgt aflivet - på en måde, som må få det til at vende sig i enhver professionel minkavler. I nogle tilfælde har der været tale om mishandlede og halvdøde dyr, som har fået det sidste nådeskud på forbrændingsanlægget.

Selve den politiske håndtering af aflivning har på nærmest enhver tænkelig måde været uskøn. Og ikke et demokrati værdig.

Demokrati kræver lovgivning.

Det gør diktatur ikke.

I et diktatur kan magthaverne tillade sig at gøre lige nøjagtigt, hvad der falder dem ind - uden at spørge andre end sig selv og hinanden.

Ifølge pressemødet i torsdags, altså for kun fem dage siden, skal alle - som i alle - mink i Danmark aflives i kampen for at komme en muteret corona-variant til livs.

Ingen fortæller minkavlerne eller andre, at regeringen strengt taget slet ikke har lovhjemmel til at kræve alle raske mink aflivet.

Først efter pressemødet med den meget klar melding til minkavlerne - som derfor er gået i gang med den systematiske aflivning - kommer det frem, at regeringen slet ikke har bemyndigelse til at kræve mink uden for såkaldte sikkerhedszoner slået ned.

Hvem har skylden for, at der over hals over hoved bliver beordret masseaflivning af op imod 17 millioner mink uden lovgivning bag?

Fødevareminister Mogens Jensen påtager sig i det mindste en lille del af ansvaret - med den nærmest tyndest tænkelige undskyldning eller bortforklaring. Det handler åbenbart om... kommunikation.

”Først og fremmest er det vigtigt at slå fast, at vi burde have kommunikeret klart, hvorvidt der er lovhjemmel til, at myndighederne kan påbyde at aflive raske minkbesætninger udenfor sikkerhedszonerne. Det har ikke været tilfældet i denne sag, og det vil jeg gerne beklage”.

Det fremgår af en skriftlig kommentar fra ministeren.

Ifølge Mogens Jensen ”skal der være klar og tydelig kommunikation fra regeringen om, hvad der kræver lovgivning, og hvad der allerede er hjemmel til”.

Hvad skulle fødeministeren have kommunikeret klarere ud? At man krævede handling her og nu uden at lovgivningen har været i orden, på plads og vedtaget som i ethvert ordentligt demokrati?

Kommunikation er nok det sidste, en minister skal undskylde sig med i et land, hvor hver eneste minister og mange politikere i det hele taget er pakket ind i stadig tykkere lag af kommunikationsfolk, strateger og andre former for rådgivere.

Adgang til kommunikation kan aldrig været noget problem.

Måske skal (bort)forklaringen bare dække over en lidt for magtberuset regerings fornemmelse af, at ”går den, så går den”.