Coronavirus

Royal kommunikation er i særklasse

Den kongelige familie og ikke mindst kronprins Frederik viser vejen med sin støtte til sundhedsmyndigheder og vaccinationsprogram.

Corona er et latinsk ord og betyder krone, så man kan godt kalde corona for et ægte, royalt ord, udover altså at have været på alles læber som betegnelsen for den snart 15 måneder gamle pandemi, vi fortsat befinder os under.

Ordsammenfaldet har man næppe brugt lang tid på at analysere i det danske kongehus. Men man har gjort noget andet: Dronning Margrethe viste lige fra pandemiens begyndelse, i forbindelse med sin 80 års fødselsdag og 100-året for Genforeningen og i sin nytårstale med sikker timing og fast stemme vejen: Ja, pandemien betyder afsavn og kræver private ofre af alle, men det er ingen undskyldning for ikke at vise samfundssind.

I denne uge er det kronprinsen, der stempler ind med et opslag på sociale medier. Teksten er helt kort, sølle to sætninger, men præcis, upreciøs og personlig: " I dag har jeg fået mit første stik. Tak til alle jer, der hjælper os på vej mod en normal hverdag igen." Med følger et billede af kronprins Frederik, der iført t-shirt og mundbind og rodet hår kigger ind i kameraet, mens han bliver vaccineret.

Det er ganske enkelt god stil og godt sendt afsted af landets kommende konge. Uden falbelader får han kommunikeret budskabet fra et kongehus, der tør at vise sin støtte til den strategi, regeringen og Folketinget har valgt i bekæmpelsen af coronapandemien. Og samtidig giver han sin støtte et ikke bare menneskeligt, men også ægte folkeligt udtryk: Han har ikke fået en forlomme i vaccinekøen, men har modtaget en indkaldelse som det er tilfældet med resten af befolkningen i hans aldersgruppe.

Modigt er det også af kronprinsen. Alle, der har stukket næsen frem med holdninger på sociale medier om covid-19 eller vaccinationer ved, at der sidder troldehære klar til at angribe og rase imod dig i kommentarsporet.

Også familiens yngste generation bidrager. Prins Christians tørt konstaterende "Men sådan er det", da han skulle sætte ord på, at hans konfirmationsfest er blevet først udsat og til sidst afholdt i en skrabet udgave, er lige i øjet. Han har jo ret: Sådan er livet under coronapandemien, det gælder for alle - og det går nok, især hvis alle viser det fornødne samfundssind.

Om så ikke andet positivt kommer ud af hele coronaforløbet, kan vi glæde os over, at det har vist styrken ved det konstitutionelle monarki, hvis frontfigurer via eksemplets magt og ved at være rollemodeller viser, at de har gjort sig fortjent til corona-kronen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.