Nordjyske mener

Så længe vi tillader Temu, bliver den store rest-efter-sortering container ikke arbejdsløs

Butikkerne på gågaderne lukker, mens vi handler tvivlsomme varer fra Kina

Anders Sønderup er debatredaktør hos Det Nordjyske Mediehus.
Anders Sønderup er debatredaktør hos Det Nordjyske Mediehus. Foto: Lars Pauli

Opdateret kl. 19:41

En god ting kan man dog sige: 

Det er billigt. Faktisk helt utroligt billigt. 

På Temu - den eksplosivt voksende kinesiske net-butik - kommer man faktisk langt for 100 kroner. 

På forsiden annonceres der eksempelvis med en afløbsrensebørste til 4,90 kroner, en avocadoskærer til 4,08 kroner og et ganske spøjst julemandsklistermærke til toilettet fås for bare 11 kroner. Priser på damesko starter fra 1,79, herreundertøj fra 2,33 og mavesure lederskribenter kan købe en kasket med inskriptionen Grumpy Old Man Club for 42 kroner.

Ingen af forsidens mangfoldige tilbud minder om holdbar kvalitet, og en ny undersøgelse fra forbrugerrådet Tænk dumper da også 30 ud af 38 testede produkter. 

- Mange af de produkter, man kan købe på Temu, lever ikke op til europæiske krav og kan i flere tilfælde udgøre en sundheds- eller sikkerhedsmæssig risiko, særligt for børn, lyder konklusionen.

Også bæredygtighed synes at være et skældsord hos Temu. 

Meget få af produkterne synes egentlig at være noget, nogen har brug for. Hvor mange mennesker har reelt brug for det, Temu sælger som et par hyggelige ølkrus-vintersokker til mænd? 

Sokkerne minder nærmere om et forbrugssamfund på vildveje. 

Men omvendt er det så billigt, at det nærmest er gratis, og så er det jo nærmest dumt at lade være. Virker skramlet ikke, kan det jo bare smides i den umættelige rest-efter-sortering-container.

Temu er på få år blevet verdens største spotvare-hylde, og målet er selvsagt mere vækst. 

De åbnede først i Danmark sidste år, men er nu den næstmest brugte netbutik blandt danske kunder. I store dele af resten af verden er billedet det samme, og hver dag køber millioner af mennesker ind på platformen, der er ejet af den kinesiske PDD Holding. 

Men en er dog blevet rig. 

Stifteren - Colin Huang - har næppe indrettet privaten baseret på varer fra Temu. Han har i dag en personlig formue på 350 milliarder kroner. Som rigeste mand i Riget i Midten har både han og firmaet ganske givet tætte forbindelser til magteliten i kommunistpartiet, men hvor stor indflydelse CCP har er uvist.

At tjene penge er der ikke noget forkert ved. 

Men måden kan godt være forkert, og det synes den at være hos Temu. 

I miljøkrisens tid er det svært at se fornuften i, at tonsvis af mere eller mindre overflødige varer skal sejles verden rundt. Mere plastic er sådan set det sidste, vi har brug for. 

Arbejdsforholdene hos de tusindvis af firmaer, der leverer til Temu, er heller ikke optimale. 19 republikanske politikere mener ligefrem, at Temu sammen med den kinesiske regering har arbejdslejre, hvor indespærrede uyghurer knokler i døgndrift. Ifølge en undersøgelse foretaget af den amerikanske kongres er brugernes datasikkerhed heller ikke optimal. 

Temu er blevet anmeldt af det europæiske forbrugerråd for at bryde markedsføringsloven, men foreløbigt har EU ikke reageret.

Forhåbentligt sker det.

For det er for skørt, det der sker nu.

Temu er blevet så stort, at vi er nødt til at regulere det. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden