Så lang tid skal du vente på at få skiftet vinterdæk
Onsdagens snestorm kom formentlig bag på mange nordjyder, hvis biler endnu ikke har fået monteret vinterdæk
NORDJYLLAND: Har du ikke været ved autoforhandleren eller dækcentret og få skiftet dine sommer- eller helårsdæk ud med nogle mere praktiske vinterdæk?
Så kan det godt have lange udsigter at få det ordnet i den nærmeste fremtid. Det viser en rundringning, som Nordjyske har lavet til en håndfuld autoforhandlere og dækcentre i Nordjylland.
Alt imellem fire til fem arbejdsdage og op til halvanden til to uger lyder meldingerne fra de forskellige autoforhandlere og dækcentre.
Det peger ifølge Lars Skovbak, der er værkfører hos Peugeot Maibom i Aalborg, kun tilbage på kunderne selv. I hvert fald i deres forretning for her informerede de om dækskifte til vinterdæk allerede for en måned siden.
- Der er altid panik her ved denne tid. De, der kommer ud af hullerne nu i forhold til at få skiftet dæk, er for sent ude. Det er ris til egen røv, siger han.
Hos Peugeot Maibom har de allerede kalenderen fuld den næste uge med, så man er helt henne ved 13. december for at finde næste ledige tid til et dækskifte.
Også hos Quickpoint i Aalborg har værkstedschef Thomas Fjorbak Mikkelsen mærket til snestormen onsdag.
Her har mange flere kunder end ellers ringet ind for at booke tid til dækskift i løbet af ugen - eller også har de i løbet af torsdagen ringet for at afmelde deres tid.
- Hvis jeg virkelig skal presse den, hedder det onsdag i næste uge med at finde en tid til dækskift. Og hvis jeg virkelig ikke skal presse den, hedder det torsdag eller fredag i næste uge. Så ventetiden ligger fra syv arbejdsdage og frem.
- Vi har to telefoner på værkstedet. På dem havde vi samlet set cirka 120 ubesvarede opkald i går onsdag. Og allerede her til morgen har vi igen omkring 30 ubesvarede opkald.
- Det kan være folk, der kommer for sent til deres tider eller sidder fast forskellige steder. 30 procent er nok folk, der kommer for sent, og resten er folk, der vil have lavet en aftale om at få skiftet til vinterdæk, siger Thomas Fjorbak Mikkelsen.
Også hos S. Eriksen A/S i Aalborg Øst kan man melde om lange ventetider på at få skiftet sine vinterdæk. Her skal man helt hen til den 17. december for at finde næste ledige tid.
Knap så lang tid skal man vente hos Kvikcenter Aalborg i centrum af Aalborg. Her kan man tage desperate bilister ind engang i løbet af næste uge.
Hos Bilens Værksted i Aalborg SV har man oplevet at få en masse afbud i løbet af torsdag morgen. Derfor har de flere huller i deres tidsplan i løbet af dagen. Ellers meddeler Jan Støvring, der er medejer i firmaet, at man kan booke tid til dækskifte allerede i starten af næste uge.
Derfor er vinterdæk bedst
Michael Guldbæk Larsen er centerleder hos Euromaster Aalborg og har 15 års erfaring fra dækbranchen.
Han kan også berette om adskillige opkald fra bilejere, der skal lavet dækskifte.
- Der er bare tryk på, kan han konstatere, da Nordjyske fanger ham i en pause torsdag formiddag.
- Det havde bestemt ikke været for tidligt at få vinterdækkene monteret i oktober måned. Der var vejtemperaturen allerede under syv grader. Det er lidt sløseri fra brugernes side, at de ikke får bestilt tider til dækskifte, siger han.
- Vinterdæk har et højere indhold af naturgummi, hvilket holder dem smidige i kulden. Jo blødere dækkene er, jo bedre kan de fæste sig til vejoverfladen og give bedre vejgreb og kontrol. Til forskel fra sommerdæk, som hurtigt bliver hårde i kulden, fungerer vinterdæk bedst i temperaturer under 7 plusgrader. Dertil fungerer sommerdæk bedst i temperaturer over 7 plusgrader.
- Vinterdæk har samtidig tusindvis af små riller - såkaldte lameller - i slidbaneblokken. De anvendes til at fortrænge vand og forhindre aquaplaning. Disse riller gnaver sig ned i sne, slud og is og sikrer optimalt vejgreb.
- Vinterdæk har også dybe riller i slidbanemønstret. Det betyder, at der er plads til sneen. Af en eller anden grund er der ikke noget, der holder bedre fast i sne end sne, og den sammenkørte sne gør fastholdelsen endnu bedre og giver bilen yderligere trækevne til at køre fremad på sne- og isdækkede veje.
Kilde: Uniroyal.dk
Han påpeger - set i lyset af onsdagens snestorm - vigtigheden af at have vinterdæk monteret på sin bil.
- Sammensætningen af gummi i et sommerdæk kontra et vinterdæk er forskellig. Et vinterdæk skal være fleksibelt og blødere i gummiet for at den kan klistre sig til vejen. Derfor skærer man mønstrene op i vinterdækket, så det nemmere kan køre i sne. Sommerdækket skal derimod kunne modstå højere temperaturer, forklarer Michael Guldbæk Larsen.
I forhold til at køre med sommerdæk i det føre, som snestormen onsdag har skabt på de nordjyske landeveje, er beskeden fra Michael Guldbæk Larsen klar.
- Det er lidt ligesom, at man kan sige, er det farligt at køre uden sikkerhedssele i din bil? Det ved man jo først, når ulykken sker. Men ja, jeg ville da være ked af at nogen kørte op bag i min bil, fordi vedkommende har sparet nogle tusinde kroner på ikke at få monteret vinterdæk. Det er en forkert holdning at have i min optik, siger han.
Michael Guldbæk Larsen påpeger endvidere, at der i Tyskland er et krav om at have de rette dæk på i forhold til det vejføre og de vejrforhold, man skal køre i. Der burde ifølge ham være et større fokus på sikkerheden i at køre med de rigtige dæk til kørselsforholdene.
- Man skal altid, selvom man har fået monteret vinterdæk, køre med forbehold og med respekt for vejr- og vejomstændighederne, lyder en opfordring fra Michael Guldbæk Larsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.