Kæmpe skrotskib er tilbage på sin plads
Fredag aften rev skibet sig løs fra sine trosser i Frederikshavn Havn. Søndag morgen er det tilbage på sin plads ved kajen
Opdateret kl. 12:41
Opdateret søndag kl. 10.30 med kommentar fra havnedirektør Mikkel Seedorff Sørensen.
Det 332 meter lange skrotskib, Zafiro Producer, som fredag aften rev sig løs fra sine fortøjninger hos virksomheden M.A.R.S. Europe A/S i Frederikshavn Havn er nu tøjret forsvarligt igen.
Det oplyser havnen i en pressemeddelelse søndag morgen.
Ifølge direktør i Frederikshavn Havn, Mikkel Seedorff Sørensen, begyndte arbejdet med at få båden bugseret tilbage på plads klokken 5.25 tidligt søndag morgen og varede en lille times tid.
- Beslutningen om at vente til søndag morgen blev taget efter vurderinger fra lodserne lørdag aften.
Bugseringen foregik uden problemer.
- Man er stadig ved at binde skibet fast, sagde havnedirektøren søndag formiddag.
Zafiro Producer, som ligger til ophugning, rev sig løs i det kraftige blæsevejr fredag aften kort efter klokken 19 og skabte problemer for blandt andet færgetrafikken, hvor Stena Lines færge Stena Danica måtte vente pænt uden for havnen i fem timer, inden det lykkedes at få fikseret skrotskibet, som havde kilet sig fast mellem boreriggen Noble Resilient og Orskov Yards dok 5.
Hele lørdag ventede man så på, at blæsten lagde sig og flere slæbebåde nåede frem, så man kunne få skibet bugseret tilbage på sin plads ved havnekajen.
Lørdag eftermiddag rev skibet sig endnu engang løs, fortalte havnedirektør Mikkel Seedorff Sørensen til Nordjyske lørdag aften.
"Det har revet sig fri, men lige nu har vi den bedste situation, siden det skete i går (fredag, red.), sagde han og uddybede, at skibet lå ved Orskovs-dokken og var sikret af tre slæbebåde.
Søndag morgen var skibet så tilbage på sin plads, hvorfra det igen venter på at blive hugget op.
Mikkel Seedorff Sørensen har endnu ikke et overblik over, hvor mange ødelæggelser i havneanlægget, skibet har forårsaget.
- Det arbejde er gået i gang, siger havnedirektøren, som forvente, at der skal eksperter til at vurdere skadernes omfang.
- Men det vigtigste er, at ingen kom noget til, siger Mikkel Seedorff Sørensen, som har stor ros til de mange mennesker, der har været involveret i at sikre det lange skib, mens det var løst - og få det tilbage på plads.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.