Havne

332 meter langt skrotskib har revet sig løs igen: - Vi har kontrol over det

Det er stadig for risikabelt at forsøge at flytte det 332 meter lange skib, Zafiro Producer, som fredag aften rev sig løs fra sine fortøjninger i Frederikshavn Havn

Det gigantiske skib, Zafiro Producer, som skal ophugges, volder store problemer i Frederikshavn Havn, efter at det fredag rev sig løs af sine trosser i det voldsomme blæsevejr.
Det gigantiske skib, Zafiro Producer, som skal ophugges, volder store problemer i Frederikshavn Havn, efter at det fredag rev sig løs af sine trosser i det voldsomme blæsevejr. Foto: Torben Hansen

Opdateret kl. 23:20

Det kan godt være, at det gigantiske skib Zafiro Producer kom til Frederikshavn Havn for at blive hugget op og lagt i graven.

Men den 332 meter lange kæmpe giver sig ikke uden kamp.

Fredag aften rev skrotskibet sig løs af sine fortøjninger hos virksomheden M.A.R.S. Europe A/S og kilede sig fast mellem boreriggen Noble Resilient og Orskov Yards dok 5. Her lykkedes det natten til lørdag at få fikseret skibet, der rev sig løs fra fredag aften klokken 19.05 under det kraftige blæsevejr.

Hele lørdag ventede man på mere slæbebådskapacitet og bedre vejr i forsøget på at få bugseret skibet tilbage på den plads, det rev sig løs fra. 

Flere slæbebåde lægger lørdag eftermiddag pres på Zafiro Producer for at holde den længst muligt væk fra Orskov Yards dok 5. Foto: Torben Hansen

- Det tør vi ikke endnu, lød det lørdag formiddag fra administrerende direktør i Frederikshavn Havn, Mikkel Seedorff Sørensen.

Natten til lørdag lykkedes det at få fat i de fire trosser, der hang ned på skibets side og få nye på, så skibet blev fikseret, siger havnedirektøren.

Dermed turde lodserne i havnen give grønt lys for, at de strandede passagerer på Stena Danica, der lå ud for havnen i Frederikshavn, kunne komme i land efter fem timers forsinkelse.

Omkring klokken 7 lørdag morgen ankom yderligere én slæbebåd til Frederikshavn, som skulle hjælpe med at holde skibet på plads. Havnedirektøren håbede, at både vejr og mængden af slæbebådskapacitet ville gøre det muligt at flytte skibet i løbet af lørdag aften.

- Vi har kontrol over det

Men lørdag eftermiddag skete det, der ikke måtte ske. Skibet Zafiro Producer rev sig endnu engang løs. Det fortæller Mikkel Seedorff Sørensen til Nordjyske lørdag aften.

- Det har revet sig fri, men lige nu har vi den bedste situation, siden det skete i går, siger han og uddyber, at skibet nu ligger ved Orskovs-dokken og er sikret af tre slæbebåde.

- Og så afventer man en forbedring i vejret, så man forhåbentligt kan komme til at lægge den tilbage til kajen, siger havnedirektøren.

Færgetrafikken er lørdag aften normal, og Læsø-færgen og Stena Lines færger er tilbage i drift. 

- Vi føler, vi har kontrol over det lige nu, siger Mikkel Seedorff Sørensen lørdag aften.

På Facebook skriver Port of Frederikshavn dog sent lørdag aften, at molen er midlertidigt lukket på grund af vejret.

Hvornår man vil forsøge at flytte det 332 meter lange skib, kan han ikke sige noget om på nuværende tidspunkt. Det afhænger både af vejret, og af hvornår de tre slæbebåde, der lige nu holder skibet på plads, kan få assistance af flere slæbebåde.

- Det er ikke sådan nogle, man bare går ud og skaffer over natten, når man har sådan en vejrsituation, forklarer havnedirektøren.

Slæbebådene Fenja og Svitzer Hymer sørger for at lægge pres på det store skib, der sejlede under Liberia-flag, så der ikke sker yderligere skade på Orskov-dokken.

Udelukkende materiel skade

Ifølge Mikkel Seedorff Sørensen er der endnu ikke overblik over de ødelæggelser i havneanlægget, som det har ført med sig, at det enorme skrotmodne skib, som er det største, der nogensinde har ligget til kaj i Frederikshavn, rev sig løs.

- Det har vi ikke overblik over nu, men det er klart, at der er nogle ting, der er blevet berørt af noget, siger han lørdag aften og understreger, at ingen personer er kommet til skade i forbindelse med skibets løsrivelse.

Tidligere på lørdagen gjorde havnedirektøren det også klart, at netop dét er det vigtigste:

- Vi har koncentreret os om at udføre "damage control" og begrænse skaderne. Først og fremmest glæder vi os over, at der ikke har været personskader, siger Mikkel Seedorf Sørensen, som roser alle de folk, der har arbejdet hårdt på at få Zafiro Producer tøjret.

- De har gjort en fantastisk indsats, fastslår havnedirektøren.

Zafiro Producer blev slæbt til havnen i Frederikshavn i starten af juni måned. Skibet skal ophugges og genanvendes hos den lokalt baserede virksomhed M.A.R.S Europe A/S.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden