Så mange udrykninger blev det til nytårsnat: Hus udbrændt

Nordjyllands Beredskab melder om en forholdsvis rolig nat

Arkivfoto

Arkivfoto

HURUP/NORDJYLLAND:Ligesom Nordjyllands Politi har kunnet melde om en stille nytårsnat, så melder Nordjyllands Beredskab også om en forholdsvis rolig nytårsnat.

- Vi har haft en enkelt alvorlig brand. En villa i Hurup er udbrændt nytårsnat. Men ellers må vi sige, at det har været en rimelig rolig nytårsaften, siger beredskabschef Jan Nedza, Nordjyllands Beredskab.

Ingen kom til skade ved villabranden i Hurup, hvor alarmen lød klokken 22.46.

Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi var der tale om en ældre villa, der har stået ubeboet i adskillige år.

- Vi har talt med en dreng, som har affyret fyrværkeri lige i nærheden af villaen, og det kan have været årsag til branden, fortæller vagtchef Simon Skelkjær, Midt- og Vestjyllands Politi.

Udover den udbrændte villa var der en enkelt anden brand der skilte sig ud - nemlig en brand, der opstod i køkkenet på et bosted for fem unge mennesker på Platanvej i Thisted. Her opstod branden kort før klokken 22. Heller ikke her var der personskade. Her skal der foretages en brandteknisk undersøgelse.

- Vi kender ikke årsagerne til de to brande, og de kan derfor ikke tilskrives nytåret, siger Jan Nedza.

Han oplyser, at Nordjyllands Beredskab samlet har haft 41 udrykninger nytårsnat.

- Det er cirka fire gange så meget som på et normalt døgn, men det har antalsmæssigt været en rolig nytårsaften, konstaterer Jan Nedza.

- Af en nytårsaften har det været meget typisk med flest containerbrande, brande i skraldespande og et par enkelte bilbrande, så langt det meste har været som et normalt nytår, beretter beredskabschefen.

Han kan ikke sige noget om årsagerne, men kommer med en mere generel betragtning:

- Det er jo ikke normalt, at 20-25 containere bryder i brand på en nat sådan helt tilfældigt, så vi tilskriver naturligvis i stor stil, at brandene er startet af fyrværkeri. Et heksehyl i en papircontainer er jo en dårlig kombination, lyder det fra beredskabschefen.

Han tør ikke gisne om årsagen til den forholdsvis rolige nytårsnat, men siger alligevel:

- Hvis vi tager gennemsnittet af nytårsaftner ville vi typisk have haft flere containerbrande og lignende småbrande. Men restriktionerne i forbindelse med coronavirus har jo nok betydet, at der har været færre folk på gaderne, og det kan så have været med til at gøre, at vi har haft en roligere nytårsnat end normalt, gætter beredskabschefen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.