Klassisk dansk mad kan blive en gourmet-oplevelse. Sådan gør du
Med en smule forberedelse kan man godt få en almindelig onsdag aften i privaten til at ligne en gourmetoplevelse på en flot restaurant.

Smukt er et stjerneskud med en regnbue af appetitlige farver. Dejligt at smagen er med. Foto: Jakob Kanne Bjerregaard
Vi er mange, der er ved at være godt trætte af ikke at kunne komme ud at spise. Det er så dejligt blive vartet op og slappe af. Man skal ikke tænke på tilberedningen af maden, og man slipper for opvasken. Samtidig har man mulighed for at snakke igennem med sin partner uden at skulle holde øje med uret, vinen og retterne.
Hvis man forbereder sig lidt, kan man faktisk genskabe nogle af de gode ting ved en restaurantoplevelse derhjemme.
Sådan gjorde vi:

Fire vine vi bestilte til at ledsage vores takeaway. Foto: Jakob Kanne Bjerregaard
Vi valgte Restaurant Ombord i Aalborg til at lave maden. Vi bestilte fire ud af seks mulige retter på kortet - alle tænkt til deling. Prisen var 476 kroner - nok til fire personer.
Vi tog menukortet med til en vinbutik - i dette tilfælge Holte Vinlager i Aalborg - og fik indehaver Niels Christian Wulff til at sætte en flaske vin til hver ret. (Med "proptrækkerkonceptet" Coravin kan man nøjes med ét glas af hver vin til hver og gemme resten til en anden gang).
Vi dækkede bord med dug, flotte glas og tændte en masse stearinlys.
Maden kom ud af restaurantens køkken varm og uden særligt behov for andet end en lun ovn på 50 grader.
Forretten var et stjerneskud - rødspættefileten stadig lun, rejerne perfekte. Vi delte stjerneskuddet og anrettede stykkerne på to tallerkener. Lidt besværligt, men det var det værd.
Meget frisk fisk med syltede skorzonerod og kraftfuld røget laks. Ét af de bedste stjerneskud, jeg har fået. Brødet kunne dog have været mere sprødt, så det ikke sugede så meget væske.
Smuk floral og tør Sauvignon Blanc fra Johannes i Pfalz passede perfekt til stjerneskuddet med sin lette sødme og syre.

Rødbedebøf havde jeg aldrig prøvet at spise før. Det bliver ikke sidste gang. Foto: Jakob Kanne Bjerregaard
Forret nummer to var en rødbedebøf med couscous-salat. Ud af ovnen kom en 50 grader varm "bøf", som vi hurtigt skar ud, tog et billede og gik så til biddet. Min første rødbedebøf bliver ikke min sidste, selv om denne nok kunne have fået endnu mere stegeskorpe for mere knas. Overraskende god smag med masser af dybde og en frisk salat med skarpe selleri-noter og god syre. Velkomponeret ret.
Vinen var fra Côtes du Rhône, Domaine Les Argelas. Den var overraskende god og let men stadig med lidt jordlige noter, der passede godt til rødbeden.

Wienerschnitzel som den skal serveres. Foto: Jakob Kanne Bjerregaard
Wienerschnitzlens panering var stadig sprød, da vi skar den i to. Kartoflerne havde fin stegeskorpe, da vi lettede på bakkens folielåg. Vi lagde selv wienerdrengen ovenpå, som det sig hør og bør og dryppede med smørsauce. Fin schnitzel, der dog ikke var helt nem at tygge.
Vinen var en blend fra Californien - Raymond R Collection. Endnu en vin, der passede godt til den danske mad og råvarerne. Ikke for kraftig, men blød og let at drikke.

Rigeligt med and i en confiteret version. Foto: Jakob Kanne Bjerregaard
Confiteret andelår er altid en lækker sag, og det var den også på Ombord. Smukt stegt med masser af smag, sprødt skind og saftige rodfrugter. Den kraftige sauce manglede lige en lille smule kraft, men ellers en herlig omgang.
Rødvinen var en Domaine Le Mur-Mur-Lum Grenasche Grandiose. De mørke bær herskede med noter af læder og lakrids. Perfekt til anden.
Sådan bedømmer vi takeaway
1 stjerne - Ikke optimalt – brug for forbedringer
2 stjerner - Det meste fungerer – nogle ting kunne være bedre
3 stjerner - Alt i orden – god mad
Konklusion
Fire retter og tre timer med masser af snak og hygge. Det gør alverden, at man ikke har travlt og giver sig tid til at nyde.
Man kan dog også bare købe en hel ret hver, der er rigeligt med mad til én person. Men gør dig selv den tjeneste at lave et set-up lidt lige som vores med opdækning og dedikeret vin til retterne.
Så får man noget, der ligner en aften på restaurant - og slipper man for taxaen hjem.
Vi giver to stjerner, fordi hver ret havde et lille aber-dabei. Men det er altså ikke grunden til, man ikke skal køre ned til lystbådehavnen og tage noget mad med hjem fra Restaurant Ombord.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.