Sådan søger årets studerende: Rekordmange vil læse medicin på Aalborg Universitet

Hvide kitler er populære hos årets nye studerende, der i stor stil søger ind på sundhedsuddannelser. Læreruddannelserne og Hjørring som uddannelsesby har mistet i tiltrækningskraft.

Pædagoguddannelsen er fortsat populær hos nordjyderne. 716 søgte studiet som førsteprioritet.

Pædagoguddannelsen er fortsat populær hos nordjyderne. 716 søgte studiet som førsteprioritet.

Opdateret 6. juli kl. 9.18. Vi havde vist de samlede ansøgertal til UCN's mest populære uddannelser på en liste over 1. prioritets-ansøgninger, men det er nu rettet. Desuden var der flere fejl i tallene i sidste afsnit, som nu også er rettet. Vi beklager fejlene!

Flere end 500 har søgt ind på medicinstudiet på Aalborg Universitet - som førsteprioritet. Det er rekordmange - akkurat som sidste år.

Det gør prorektor Anne Marie Kanstrup både glad og stolt, at det er lykkedes AAU "at udvikle et medicinstudie af meget høj faglig kvalitet". Hun tilskriver det et godt studiemiljø.

- Det intensive klinikforløb, der er indbygget i medicinuddannelsen, er helt sikkert også med til at tiltrække så mange nye studerende til uddannelsen, hedder det fra Anne Marie Kanstrup.

Aalborg Universitets nye prorektor Anne Marie Kanstrup havde en glad dag på kontoret. Foto: Martél Andersen

Aalborg Universitets nye prorektor Anne Marie Kanstrup havde en glad dag på kontoret. Foto: Martél Andersen

AAU forventer at kunne offentliggøre antal og fordeling af årets ansøgere i løbet af tirsdagen, men kan - udover antallet af ansøgere til medicinstudiet - allerede nu se, at der er flere ansøgere til både jura og psykologi , end der var i 2020 - og at der er flere kvinder end tidligere viser interesse for IT-uddannelserne på Aalborg Universitet.

En positiv tendens, synes prorektoren, som i det hele taget havde en glad mandag.

- Vi er meget tilfredse med, at så mange unge har AAU som deres førstevalg på nogle af de klassiske og populære uddannelser. Vi er også overordentligt tilfredse med, at vi med stigningen i antallet af kvinder på it-uddannelserne ser ud til at opnå en bedre kønsbalance på nogle af vores STEM-uddannelser, hedder det videre fra Anne Marie Kanstrup.

STEM er i øvrigt en forkortelse for Science, Technology, Enginieering og Mathematics.

I modsætning til AAU blev landsdelens anden store institution for videregående uddannelser, Professionshøjskolen UCN, færdig med sin optælling mandag. Den viser, at meget er, som det plejer. Det gælder eksempelvis både uddannelsernes popularitet og antallet af ansøgere. Markant er det, at 12 procent færre er søgt ind på læreruddannelserne end i 2020. Især Hjørring mærker et stort fald fra 182 til 140, hvor af blot 41 har som førsteprioritet at læse til lærer i Hjørring. I øvrigt har kun 286 af de 589, der har søgt ind på lærerdannelsen, studiet som førsteprioritet.

Overordnet set oplever UCN et stort procentuelt fald i ansøgningerne til uddannelserne i Thisted og Hjørring. I Hjørring ligger det på 10 procent, i Thisted på 16. Alt i alt har UCN modtaget 9538 ansøgninger, hvor 4205 af dem er førsteprioritetsansøgninger. 1275 søgte ind på en sundhedsuddannelse med første prioritet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.