Sandhed eller konsekvens med livet som indsats

"Vildanden"

At børn og skarpladte våben er en virkelig dårlig kombination ved vi i nutiden alt for godt. Henrik Ibsen (1828-1906) vidste det også godt, og derfor slutter hans drama "Vildanden" om sandhed og konsekvens i en familie så tragisk, som det gør.

Her er tilgivelse måske nok muligt, men kommer alt for sent på banen.

Barndomsvennen Gregers kan ikke leve med andres livsløgne, og som en anden lus i skindpelsen river han fortrængningens slør til side - i den storsindede og uselviske hensigt at alting er bedre end at leve på en løgn. Men i virkeligheden er han skurken, som man har lyst til at give fingeren. Han kan ikke kan unde andre mennesker den smule lykke, de finder hos hinanden.

I Aalborg Teaters nyopsætning af det klassiske drama er der masser af spøg og skæmt i første akt, der udspiller sig i et storslået, surrealistisk univers, hvor dialogen på smart nutidsdansk krydres med engelske talemåder, og kostumeafdelingen ser ud til at have fået frie tøjler til med stor fantasirigdom at boltre sig i flere forskellige tidszoner og genrer.

Det er både ret morsomt og ret mystisk, og som publikum går man noget desorienteret til pausen. Vi har grinet, men hvor er det lige, vi er på vej hen? Fortid og nutid er tilsyneladende mikset med en dosis Dickens tilsat lidt Bridgerton.

Men Ibsen vender stærkt tilbage i anden akt. Katastrofen nærmer sig ubønhørligt og ustoppeligt, mens man knuger hænderne i afmagt og bare håber på, at en eller anden vil skyde Gregers, inden det går helt galt. Men så moderne skal det trods alt ikke være.

Det går, som det går hos Ibsen, og den mest uskyldige betaler den højeste pris.

Set med nutidsbriller er det måske ikke så farligt, at et barn ikke har den far, det selv tror, og at han også lever i den lykkelige vildfarelse, at barnet er hans. I vore regnbuetider er der mange andre kombinationer og muligheder, og hvorfor skulle man ikke kunne være en lykkelige familie alligevel?

Sådan var det naturligvis ikke på Ibsens tid, og måske er det i virkeligheden ikke så længe siden, det var sådan. Og det kan da sikkert også stadig pine én og anden, at manden ikke er den ”rigtige” far, her forstået som den biologiske far. For naturligvis er Hjalmar Hedvigs rigtige far. Han elsker hende og vil gøre alt for hende - lige indtil han ikke kan holde sandheden ud.

Og der skal også nok være nogle nævenyttige nutidige personer, der som Gregers absolut skal blande sig i andres liv og spille sandhed eller konsekvens uden at være blevet bedt om det. Lad være med det! Skriv til Sara og monopolet og lyt, når de siger: Bland dig udenom. Det er ikke din hemmelighed.

Men vi forstår alle sammen, hvad der er på spil hos Ibsen, og håber selvfølgelig, at Hjalmar besinder sig og kommer hjem i familiens trygge favn igen, og at der ikke er flere patroner i pistolen, efter at bedstefar har skudt efter kaninerne på loftet.

Men ak nej, finalen er, som den altid har været, og grinet fra første akt er for længst stivnet. Det er klassisk, velspillet og medrivende.

Scenografien er meget flot skruet sammen, og Aalborg Teater viser endnu engang, at en stor scene kan mestre nogle fysiske rammer, der lader teatermagien komme til sin ret.

Når vi kun giver fem stjerner skyldes det, at sammenhængskraften mellem første og anden akt går tabt i fjol og falbelader - selvom det er klart, at anden akt ikke kan stå alene!

Men gå trygt i teateret, for dramaet er i den grad intakt og skuespillet førsteklasses.