Se billeder og video fra milliondyr brand: - Det hele er bare rigtig træls

Årsag til storbrand i lade er stadig ukendt

Søndag brændte det fortsat i laden hos gårdejer Rasmus Åkerstrøm. Branden blev opdaget 3.15 natten til lørdag.   <i>Foto: Bo Lehm</i>

Søndag brændte det fortsat i laden hos gårdejer Rasmus Åkerstrøm. Branden blev opdaget 3.15 natten til lørdag.   Foto: Bo Lehm

Midt om natten til lørdag ringede naboen med dårlige nyheder: Din lade står og brænder.  

Gårdejeren Rasmus Åkerstrøm skyndte sig at tage tøj på, og kørte de godt 500 meter fra stuehuset og hen til den brændende lade, hvor voldsomme flammer stod op.  

Kort efter ankom de første brandfolk fra stationen i Frøstrup, der ligger tæt på, og så gik de ellers i gang med at køre maskiner og redskaber ud. Ifølge indsatsleder Henrik Gade, Nordjyllands Beredskab i Thisted, var hallen og de 2000 bigballer halm nærmest overtændt.

Brand I 2000 bigballer på Glædevej nær Frøstrup- <i>Foto: Bo Lehm</i>

Brand I 2000 bigballer på Glædevej nær Frøstrup- Foto: Bo Lehm

- Vi nåede at få det meste ud. Blandt andet to traktorer og en gummiged, men bagerst stod der to mejetærskere, og dem vi fik ikke ud. Røgen var for kraftig til, at vi kunne komme hen til dem. Det hele er rigtig træls, fortæller en berørt Rasmus Åkerstrøm, der heller ikke natten til søndag fik en god nattesøvn.  

Der er nemlig stadig gang i branden, og det vil der være i hvert fald indtil mandag. Beredskabsmyndighederne valgte nemlig at foretage en såkaldt kontrolleret nedbrænding af hal og halm. Beredskabet har brandvagter på stedet for at holde øje med udviklingen. 

De 2000 bigballer skulle have været brugt til henholdsvis strøelse og eksport til Tyskland og Holland, hvor champignonfarme bruger halmen til at dække svampene til, så de bedre kan vokse.

- Det var halm for nogen millioner, der gik op i røg, siger gårdejeren. 

Det er endnu for tidligt at sige noget om det samlede tab. Laden blev bygget for 15 måneder siden, og kostede dengang 3,5 millioner kroner. De to udbrændte mejetærskere var begge omkring fem år gamle.

Årsagen til branden er stadig ukendt. Der var ikke indlagt el i laden, så branden opstod ikke i en elektrisk installation.

- Den er jo ikke opstået af sig selv. Ingen af maskinerne går bare i brand. Men jeg ved ikke hvorfor. Nu må jeg vente på, hvad politiet finder ud af, siger Rasmus Åkerstrøm. 

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser til Nordjyske, at de i løbet af ugen vil foretage en brandteknisk efterforskning på stedet.

2000 bigballer i brand nær Frøstrup

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Alvorlig færdselsulykke i Aalborg - stor vej spærret
Luk