Video: Fiskekutter skulle losse i Skagen - pludselig sprang kæmpe hval op fra vandet
Selvom færøske Jóhannes Andrasson flere gange har været helt tæt på hvaler, er det første gang, han ser en hval springe i dansk farvand
Opdateret kl. 12:47
SKAGEN: Selvom færøske Jóhannes Andrasson er fisker og bor på Færøerne, hvor hvaler flittigt boltrer sig i det omkringliggende hav, var den oplevelse, han onsdag morgen fik omkring 1,5 sømil nordvest fra Grenen i Skagen alligevel helt speciel.
Jóhannes Andrasson og hans syv kollegaer har fisket efter sild i engelsk farvand og var onsdag morgen på vej mod Skagen for at losse, da den færøske fisker pludselig fik øje på noget ude i vandet.
Han kiggede en ekstra gang ud over vandet, og pludseligt sprang en vågehval op fra vandet og landede igen med et stort plask.
- Det er første gang, jeg ser en vågehval kaste sig, fortæller Jóhannes Andrasson, som nåede at se omkring 15 af disse spring, før skibet måtte sejle videre mod Skagen.
I omkring seks minutter observerede fiskerne hvalen, men synet af det prægtige dyr var altså ikke grund nok til at sætte arbejdet helt i stå.
Da hvalen var tættest på, var den omkring 300 meter fra fiskekutteren, vurderer Jóhannes Andrasson.
- Det var en oplevelse at se det med egne øjne. Det er en stor og smuk hval, siger han.
Jóhannes Andrasson er vant til at se hvaler på Færøerne, og han har flere gange været så tæt på dem, at han i dag nemt kan kende forskel på dem. Derfor var han heller ikke et øjeblik i tvivl om, at der var tale om en vågehval.
Han fandt hurtigt sin telefon frem og filmede flere af hvalens imponerende spring. Når han ser hvaler på Færøerne, plejer han at lægge billeder eller videoer op i en færøsk Facebook-gruppe, men denne gang søgte han den danske Facebook-gruppe "Hval og sæl observationer i Danmark" frem og lagde videoen op der.
Her har flere kommenteret og diskuteret, hvilken slags hval, der egentligt er tale om, men spørger man hvalspecialist Carl Kinze, har Johannes Andrasson altså helt ret i sin formodning.
Ekstraordinær opførsel
- Det er en vågehval, og det kan man se på det spidse hoved og de tydelige hvide bånd på lufferne, siger Carl Kinze.
Carl Kinze, der udover at være administrator på en hjemmeside og en Facebookside har en phd i hvaler, tøver ikke med at kalde sig selv ”Danmarks levende hvalatlas”.
- Mange ville sikkert gætte på, at det er en pukkelhval, der er mere kendt for at springe op af vandet, men det er altså helt tydeligt en vågehval, forklarer han.
Vågehvalen (Balaenoptera acutorostrata) også kaldet sildepiskeren er det mindste medlem af familien finhvaler under bardehvalerne. Den bliver op til 10 meter lang og får en vægt på op til 10 ton. Det er en almindelig bardehval med en anslået bestand på 200.000 individer alene på den nordlige halvkugle.
Vågehvalen lever både på åbent hav og i kystområder, hvor de færdes i mindre flokke. Om vinteren bevæger vågehvalerne sig længere mod syd end om sommeren, og de forekommer af og til i danske farvande.
Hvorfor vågehvalen springer op af vandet, har Carl Kinze to gode forklaringer på.
Den ene er selvfølgelig, at der er føde i området, og den på den måde forsøger at få noget mad.
- Men vi ved også, at der lige nu er spækhuggere i området – der blev observeret spækhuggere fra Skagen forleden – og det kan gøre vågehvalen nervøs, fordi spækhuggerne kan angribe. Og spækhuggerne behøver ikke engang være meget tæt på, da vågehvalen kan høre deres lyde under vandet, siger han.
For nogle år siden var der en vågehval, der i live svømmede op på stranden i Nordjylland – ud mod Skagerak - og strandede, da den blev skræmt af spækhuggere, fortæller Carl Kinze.
- Men det er specielt, at vi ser dem springe op på den måde. Så det kan være, at lærebøgerne skal skrives om, siger han.
Mens det er ekstraordinært, at en vågehval springer op af vandet, er hvalen ikke så ekstraordinær i de danske farvande.
Faktisk er den nummer tre på observationslisten over hvaler i de ydre danske farvande efter marsvin og hvidnæsen - der er en lidt større delfinart.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.