Sjusker du med isskraberen? Det kan blive en dyr affære

Kun hver anden dansk bilist fjerne is fra alle bilens ruder inden han eller hun sætter sig bag rattet og kører ud i trafikken

Selv om det er koldt, så er det det smarteste at gøre ruderne fri for is og eventuel sen, inden du sætter dig bag rattet og kører ud på vejene. Arkivfoto

Selv om det er koldt, så er det det smarteste at gøre ruderne fri for is og eventuel sen, inden du sætter dig bag rattet og kører ud på vejene. Arkivfoto

NORDJYLLAND:I disse dage vågner mange danskere op til minusgrader og tilisede bilruder. Men det er langt fra alle danske bilister, der er grundige med isskraberen, når de skal ud at køre i vintervejret.

Kun hver anden danske bilist, svarende til 50 procent, fjerner nemlig is fra alle bilens ruder, inden han/hun kører. Det viser en ny undersøgelse, som YouGov har gennemført for Tryg Forsikring.

Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 2001 interviews med danskere i alderen over 18 år i perioden 8. - 14. november 2019.

Værst står det til blandt de unge i alderen 18-29 år, hvor blot cirka fire ud af ti (43 procent) vælger at skrabe alle ruderne fri for is.

Blandt de øvrige bilister står det endnu værre til. Således skraber hver fjerde bilist ifølge YouGov-undersøgelsen kun isen bort fra for- og bagrude samt de forreste sideruder, mens cirka hver tiende bilist - 11 procent - nøjes med at fjerne is fra for- og bagrude.

Men er man ikke grundig nok, når man skraber is og sne af bilens ruder, kan det faktisk ende med at blive nogle dyrt sparede minutter.

Ifølge loven skal man nemlig have frit udsyn fra bilen, og har man ikke det, kan man risikere alt fra en bødestraf til en frakendelse af kørekortet.

Men det kan ende langt værre end en frakendelse af kørekortet.

- Vi oplever hvert år i efterårs- og vintermånederne kunder, der er kommet galt af sted i deres bil, fordi udsynet har været dårligt - enten på grund af frost og sne på bilruderne eller som følge af kraftig regn, lavtstående sol, tæt tåge eller lignende. Det handler især om sammenstød af forskellig art - nogle af dem med alvorlige skader til følge. Men vi ser også mange parkeringsskader, hvor folk kører ud fra båsen i en tiliset eller -dugget bil, der har dårligt udsyn, fordi den endnu ikke er blevet varmet op, fortæller Charlotte Dietzer, skadechef hos Tryg.

Gode råd for isskrabning

Hav altid en god isskraber og et par varme handsker i bilen, så du ikke opgiver halvvejs, fordi det tager for lang tid at skrabe bilen fri for is, og du fryser om hænderne.

Tjek vejrudsigten, inden du går i seng om aftenen. Stil vækkeuret til at ringe 5-10 minutter tidligere, hvis det bliver frostvejr næste dag. Så har du god tid til at skrabe bilen fri for is om morgenen, inden du skal ud at køre.

Start bilen og tænd for varmeanlæg, ventilation, el-bagrude og eventuelt sidespejle. Gå derefter i gang med at fjerne is fra bilens ruder. Forlad aldrig bilen, mens nøglen sidder i. Det kan friste svage sjæle.

Begynd med sideruderne og skrab derefter bagruden og til sidst forruden fri for is. De store ruder er sværere at nå ind over, og efter et stykke tid, hvor bilens varmeanlæg har kørt, vil isen være blødere og lettere at fjerne.

Køb en isskraber med langt skaft, hvis din bil har en meget stor forrude, eller du har svært ved at nå ind til midten af ruden med en almindelig isskraber.

Husk også at fjerne eventuel is og sne fra sidespejle, nummerplade og lygter.

Overvej at købe en spray med isfjerner, som du kan bruge dér, hvor isen er særlig genstridig.

Hav altid en dugsvamp inde i bilen, som du kan fjerne dug fra rudernes inderside med.

Sørg for at have frostsikret sprinklervæske på bilen, så du kan rense for- og bagrude for snavs under kørslen uden.

Hun understreger, at selvom man ikke er herre over vejret, kan man gøre meget for at optimere sit udsyn ved at klargøre ruderne ordentligt både ude og inde, inden man kører ud i trafikken.

- Det koster nogle minutter ekstra, men de er givet rigtig godt ud i sidste ende. Vi har nok alle sammen set bilister, der blot har skrabet nogle små huller fri, som de kan kigge ud igennem. Det er som at spille hasard med sikkerheden og må på det kraftigste frarådes, fortsætter Charlotte Dietzer.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.