Skole griber ind før sidste skoledag
Skole tager kontrollen med karameller, før de skal kastes ud til yngre elever
Opdateret kl. 08:23
Der er tradition for, at de ældre elever kaster med karameller, når de fejrer sidste skoledag – til glæde for de yngre elever.
De seneste år er der dog blevet fundet nåle, glasskår og piller i de karameller, som de yngre elever har været på vej til at putte i munden. Og det har fået flere skoler til at tage affære.
En af de skoler, hvor der sidste år blev fundet både en pille og en nålelignende genstand i karamellerne, var på Hedegårdsskolen i Brønderslev. Her har afdelingsleder for 7. til 9. klasse, Ole Dahl, nu valgt, at skolen tager kontrol med karamellerne, inden de bliver kastet ud til eleverne.
Karamellerne skal afleveres på kontoret i original emballage og bliver først udleveret til eleverne lige inden karamelkast.
– Vi er selvfølgelig meget kede af den alvorlige hændelse sidste år, og vi vil gøre meget for ikke at komme i samme situation i år. Det her er selvfølgelig ikke nogen skudsikker model, men det er et klart signal om, at vi vil have så meget kontrol som muligt med karamellerne, siger Ole Dahl.
Har overvejet at droppe tradition
Ole Dahl fortæller til DR Nyheder, at man også har drøftet, om traditionen med karamelkast til sidste skoledag skal afskaffes.
På skolen i Brønderslev var der nærmest frygt i elevernes øjne, da det var oppe at vende, om de skulle have lov til at kaste med karameller. Traditionen er nemlig vigtig for eleverne, fortæller han.
Derfor glæder det skolelederen, at det er lykkedes at komme frem til en løsning i dialog med eleverne.
Hedegårdsskolen fejrer - i lighed med rigtig mange andre skoler - 9.-klassernes sidste skoledag i dag, fredag.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.