Drabsforsøg

Idrætsskole var mål for planer om skoleskyderi: - Vi har haft en mistanke om det

Peter Otto Yde Thomsen har haft mistanke om, at den 27-årige, som tiltales for at planlægge skoleskyderier, var tidligere elev

Peter Otto Yde Thomsen, leder af Mariagerfjord Idrætsskole, hvor den 27-årige mand har været elev, da den var folkeskole. Arkivfoto: Martin Damgård
Peter Otto Yde Thomsen, leder af Mariagerfjord Idrætsskole, hvor den 27-årige mand har været elev, da den var folkeskole. Arkivfoto: Martin Damgård

Opdateret 18. januar 2022 kl. 08:44

Peter Otto Yde Thomsen er leder af privatskolen Mariagerfjord Idrætsskole i Onsild, som ifølge anklageren var et af målene for den 27-årige mands planer om at gennemføre skoleskyderier:

- Jeg er dybt chokeret. Jeg er lykkelig for, at han er bag lås og slå, og at ulykken er standset, siger Peter Otto Yde Thomsen til Nordjyske mandag formiddag.

Nordjyskes journalist er den første, som fortæller Peter Otto Yde Thomsen, at skolen i Onsild var mål for den 27-åriges morderiske planer.

Det fremgår af anklagerens fremlæggelse på mandagens retsmøde i Retten i Aalborg.

- Du er den første, der siger det.

- Vi har dog haft en mistanke om det. Jeg har hørt fra tidligere ansatte på skolen, at den 27-årige har været elev her, da skolen var folkeskole. Snakken er gået.

- Når jeg har snakket med skolechef i Mariagerfjord Kommune Berit Vinther, har hun ikke kunnet sige noget om (hvorvidt det var Onsild Skole, som var et af den 27-åriges mål). Jeg tror ikke, hun har vidst det, siger Peter Otto Yde Thomsen.

Da ledelsen på Mariagerfjord Idrætsskole i Onsild før jul blev orienteret om, at en 27-årig mand var tiltalt for at have planlagt skoleskyderier i Øst- og Nordjylland, gik man i gang med at gennemgå alle sine beredskabsplaner.

- Vi mangler lige at gå det sidste igennem på vores personalemøde på onsdag. Vi laver brandøvelse en gang om året, men vi har - for at være helt ærlig - ignoreret, at et skoleskyderi kunne ske her hos os, siger Peter Otto Yde Thomsen.

Den 27-årige mand nægter sig skyldig og siger, det var fantasi.

Skolechef Berit Vinther. Mariagerfjord Kommune. - Noget, som ellers sker i andre lande, er pludselig kommet tæt på, siger hun. Arkivfoto: Henrik Louis

Skolechef i Mariagerfjord Kommune Berit Vinther er "voldsomt overrasket over", at nogle kan have den slags planer.

- Noget, som ellers sker i andre lande, er pludselig kommet tæt på, siger Berit Vinther om den 27-åriges "drejebog", som heldigvis aldrig blev virkelighed.

Hun fortæller, at sagen har givet anledning til, at Mariagerfjord Kommune har genbesøgt sine beredskabsplaner for skolerne.

- Men det er en balancegang, for vi ønsker ikke at skabe frygt og rædsel blandt forældre, personale og børn, siger Berit Vinther.

Skolechefen har al sin viden om sagen - og den trussel, der potentielt kunne være mod skoler i kommunen - fra mediernes dækning.

- Til gengæld har vi nu fået en god dialog med politiet om, hvad beredskabsplanerne skal indeholde fremadrettet, og det sætter jeg stor pris på, siger Berit Vinther.

Hun er ansvarlig for beredskabsplanerne på folkeskolerne - mens det på privatskolen i Onsild er bestyrelsen, der løfter dét ansvar.

Pistol med til Onsild

Ifølge anklageskriftet medbragte den 27-årige en skarpladt pistol, da han 27. marts 2020 tog bussen fra Hobro til Sønder Onsild.

Han tog pistolen frem, mens han sad på en bænk i byen. Bagefter tog han pistolen tilbage til sin bopæl i Hobro.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden